Langsomme samtaler

For 25 år siden blev Noreena Hertz en international venstrefløjsstjerne med sin kritik af globaliseringen. I denne uges langsomme samtale ser hun tilbage og forklarer, hvorfor det blev højrefløjen, som vandt kampen om de ensomme og oversetes hjerter --- Da samfundene blev lukket ned i 2020, sad Noreena Hertz og skrev på en bog om ensomhed som globalt problem. Allerede dengang var den i dag 58-årige forfatter, økonom og professor ved UCL Institute for Global Prosperity ved University College London en intellektuel venstrefløjsstjerne. I 2001 havde hun udgivet bogen Den Tavse Magtovertagelse: Kapitalisme og demokratiets død, som gjorde hende til en usædvanlig talskvinde for den globaliseringskritiske bevægelse, der omkring århundredskiftet manifesterede sig ved spektakulære demonstrationer mod verdensøkonomiske topmøder og mobilisering af en ny kapitalismekritik. Men i 2020 skrev Hertz altså en opfølger til Den Tavse Magtovertagelse, som handlede om ensomhed. Ikke kun som et eksistentielt eller kulturelt fænomen, men som et resultat af årtiets politiske beslutninger. »Jeg konstaterede, at folk var blevet mere isolerede, ensomme og fremmedgjorte,« siger hun i denne uges udgave af langsomme samtaler med Rune Lykkeberg. Når Hertz lavede empiriske studier og talte med folk i forskellige lande, der følte sig ensomme, brugte de vendinger, som at »de ikke blev set«, og »ingen hørte deres stemme«. De tendenser, som hun havde studeret i flere år og sad og skrev om, blev radikaliserede af pandemien – og grebet politisk af højrefløjen: »Det var genialt af højrefløjen, at de så det her. De identificerede efter min opfattelse denne efterspørgsel hos vælgere, de tilpassede og målrettede deres strategier, så de kunne tale til det,« forklarer Hertz. I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg tager Noreena Hertz hele turen tilbage til, hvad der skete omkring årtusindeskiftet og frem til i dag: Hvorfor mistede venstrefløjen appellen til højrefløjen? Hvad kan venstrefløjen lære af folk som Meloni, Le Pen og Trump? Og hvorfor er Hertz på trods af de senere års udvikling alligevel relativt håbefuld på både venstrefløjen, de unge progressive og klimaets vegne?

Vi europæere må lære at tænke os selv på samme måde, som inderne har tænkt sig selv de seneste hundrede år. Sådan siger den indiske forfatter, forsker og professor på Cambridge University Shruti Kapila i denne uges afsnit af Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg. I hendes bog Violent Fraternity: Indian Political Thought in the Global Age, der udkom i 2021, gennemgår Shruti Kapila det moderne Indiens politiske idehistorie de seneste 100 år. En af pointerne i bogen er, at hvis man ser på den indiske borgerkrig, som fulgte efter uafhængigheden, så var de gamle kolonialister, briterne, slet ikke involveret i konflikten. Alle kampene var interne opgør. På samme måde, mener Shruti Kapila, må vi europæere lære at forstå, at fjenden ikke nødvendigvis er en trussel, som kommer udefra, og i stedet lære at forestille os fjenden som en trussel, der udvikles i vores egen kultur. Sådan er det allerede, mener hun, vi har bare endnu ikke fået ideerne til at se det. I løbet af Shruti Kapilas samtale med Rune Lykkeberg bliver der også tid til at runde situationen i USA. For det, som amerikanerne oplever med Donald Trump lige nu, har inderne også allerede været igennem med Narendra Modi ved magten, mener hun.

Over et år efter den 7. oktober, og over et år efter Israels enorme bombardement af Gaza, men også efter Assad er faldet i Syrien, og Libanon omsider har fået en ny præsident, taler Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler med Kim Ghattas om det store billede i Mellemøsten. Er der grund til håb? Og for hvem? Kim Ghattas (f. 1977) er libanesisk journalist, kommentator og forfatter. Hun har både studeret statskundskab på det amerikanske universitet i Beirut og arbejdet som korrespondent i regionen for BBC og Financial Times, og i sit professionelle virke har hun gjort brug af sit dobbeltblik til at formidle Mellemøsten til Vesten – og Vesten til Mellemøsten. Kim Ghattas har udgivet flere bøger, herunder mesterværket Black Wave fra 2020, som er et forsøg på at beskrive, hvordan Mellemøsten er blevet til det, regionen er i dag – ud fra spørgsmålet: Hvad skete der med os? Ifølge Ghattas kræver den nuværende situation i Mellemøsten, at man kan holde mindst to tanker i hovedet på samme tid: Der er grund til håbløshed, hvis man er palæstinenser, og der er grund til optimisme, hvis man er syrer. På mange måder føles det, som om vi står for enden af en epoke, og ingen aner, hvad der kommer efter, siger hun.  Men som Kim Ghattas også minder os om: Folk i Mellemøsten har altid haft en ufattelig styrke til at overkomme modgang og modstand og skabe en bedre fremtid.

Mange, der kæmpede på allieret side under Anden Verdenskrig, har siden fortalt om krigsårene som nogle af de mest meningsfulde i deres liv. Ikke fordi slagmarkens brutalitet gik deres næse forbi, men fordi det, de kæmpede for, føjede en dybere mening til deres egen eksistens. De var sammen om det gode mod det onde.  For den amerikanske sci-fi-forfatter Kim Stanley Robinson, der er gæst hos Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler, er kampen mod klimaforandringerne vor tids meningsbærende generationsprojekt. Til forskel fra de store verdenskrige i det 20. århundrede handler klimakampen imidlertid ikke om at slå andre mennesker ihjel, men om at skabe varige ændringer i vores alle sammens adfærd til gavn for hele menneskeheden. Til tider kan dén opgave føles som en uoverskuelig kamp mod overmagten, men hvis man engagerer sig og tager kampen på sig, er belønningen til gengæld en følelse af dyb meningsfuldhed, mener han. Måske endda lykke. Kim Stanley Robinson er romanaktuel med Fremtidsministeriet, der netop er udkommet på dansk. En sci-fi-roman om vores hastigt forandrende klima, som samtidig kan læses som et indlæg i diskussionen om, hvordan vi – også rent praktisk – kan løse den planetariske krise. Dét og meget andet taler han med Rune Lykkeberg om i dagens episode. God fornøjelse.

Joseph Stiglitz (f. 1943) er ikke hvilken som helst amerikansk økonom. Ud over at være professor ved Columbia University og nobelprismodtager, er han også tidligere cheføkonom i Verdensbanken. Stiglitz var endda så kritisk over for Verdensbankens rolle i udbredelsen af den økonomiske globalisering og dens konsekvenser, at han endte med at blive fyret fra stillingen som cheføkonom. Stiglitz virke kan deles op i to spor, hans forskning og hans intellektuelle politiske arbejde. Især i den sidste del har Stiglitz været en enestående progressiv stemme. Både som rådgiver for og senere kritiker af skiftende amerikanske præsidenter og som forfatter til en række toneangivende bøger. Senest The Road to Freedom, hvori han kritiserer årtiers neoliberal økonomisk tænkning, og det er denne kritik, der danner udgangspunkt for ugens langsomme samtale. Joseph Stiglitz har med sit arbejde præget meningsdannelsen og magtudøvelsen i USA i et halvt århundrede. Da han i 2011 udgav en artikel i Vanity Fair om ’the 1 percent’ kom han uforvarende til at forære selve sloganet til ’Occupy Wall Street’-bevægelsens kamp mod økonomisk ulighed. Og selv om den ulighed, han i årtier har advaret imod, efterhånden er blevet til virkelighed i USA – og nu truer med at underminere det amerikanske demokrati – så er hans politiske og intellektuelle arbejde samtidig et eksempel på, hvordan ideer langsomt gennem samtaler kan forandre og forbedre vores verden. 

James Galbraith er en amerikansk økonom og professor ved Lyndon B. Johnson School of Public Affairs i Austin, Texas. Måske kender du hans efternavn, for hans far, John Kenneth Galbraith, var en umådeligt indflydelsesrig økonom, der i årtier var knyttet til Det Hvide Hus og formidlede økonomi i populære bøger som The Affluent Society. James Galbraith er fortsat i sin fars fodspor, og hans nye bog Entropy Economics, der udkommer senere i denne måned, er udgangspunktet for ugens udgave af Langsomme Samtaler. I bogen gør Galbraith og hans medforfatter, professor Jing Chen, op med, hvad de mener er årtiers fejlslagen økonomisk tænkning og præsenterer i stedet et nyt grundlag for at tænke over økonomiske spørgsmål – et grundlag med rod i livsprocesser. I løbet af samtalen når Lykkeberg og Galbraith også forbi oligarkernes indflydelse på det amerikanske demokrati, årsagerne til Bidens fejlslagne industripolitik samt hvilke konsekvenser Trumps tariffer risikerer at få for Europas økonomi.

Den Bookerprisvindende tyske bestsellerforfatter Jenny Erpenbeck har vakt politisk og litterær opstandelse med sin seneste roman, Kairos.  Romanen, der udkom på dansk tidligere i år, handler om to mennesker fra hver sin generation, der mødes i 1986 ved Alexanderplatz i Berlin i det kommunistiske Østtysklands sidste år. Hun er 19, han er 53 – og gift. Begge er de optaget af politiske og kunstneriske anliggender, og de udvikler et stærkt passioneret og ulige forhold, der udvikler sig lige så brutalt og voldeligt, som kommunismen i det gamle Østtyskland. Deres kærlighedsrelation bliver den prisme, romanen ser hele DDR’s kollaps igennem.  Jenny Erpenbecks roman er udgangspunktet for denne uges udgave af Langsomme Samtaler.   Jenny Erpenbeck (f. 1967) er selv født og opvokset i det daværende Østberlin og har i sine bøger ofte beskæftiget sig med sammenbruddet af den kommunistiske stats værdisystem og de store omvæltninger i den efterfølgende genforeningsperiode. En genforening, hun – i Kairos såvel som i hendes øvrige forfatterskab – beskriver som både en befrielse og et tab.  Langsomme Samtaler går herefter på juleferie, men er tilbage igen med en hel ny sæson fra anden uge af januar. Glædelig jul og godt nytår!

Jan-Werner Müller er tysk politisk filosof, historiker og professor ved Princeton University. Han er særligt kendt for sine bøger om demokrati og populisme, herunder Kampen om Demokratiet, der er udkommet på dansk på Informations forlag, og som danner grundlag for ugens samtale.   2024 har været kendetegnet ved et rekordstort antal valg rundt om i verdens demokratier. Og mange steder har protestpartier vundet frem på bekostning af de gamle magtpartier. Protestpartier, som i varierende grad udfordrer selve demokratiet – lige fra AfD i Tyskland til Trump i USA.  Spørgsmålet bliver derfor, hvordan demokratiets fremtid ser ud. Ser vi ind i en verden, hvor de politiske kampe i demokratierne foregår mellem teknokrati og populisme, i stedet for mellem venstre- og højrefløj? Lyt med, og hør Jan-Werner Müllers analyse af 'demokratiets år' og fremtiden for demokratierne verden over.

Michael Ignatieff er forfatter, forsker og tidligere canadisk oppositionsleder. Og så er han for faste lyttere af Langsomme Samtaler en gammel kending. For Rune Lykkeberg har i tidligere udgaver af programmet talt med Ignatieff, når der har været brug for at forstå en verden i brand, der virker håbløs. Denne gang er samtaleemnet Trumps valgsejr og konsekvenserne af den. Samtalen tager udgangspunkt i Ignatieffs bog Fire and Ashes: Success and Failure in Politics, som undersøger det liberale demokrati og dets aktører. For det nederlag, som liberalismen har lidt ved Trumps sejr, er ikke det første – og heller ikke det sidste. Ignatieff mener, at liberalismen, især neoliberalismen, langsomt har undermineret sine egne institutioner og mobiliseringskraft ved at tilgodese de rigeste, frem for dem, den er sat i verden for at beskytte – og det er dette, der blandt andet har ført til Trumps sejr. Alligevel er der ingen grund til at frygte liberalismens fald i USA, mener Ignatieff, for liberalismens værdier og afledte rettigheder er så indlejrede i befolkningen, at de kræfter, der vil afskaffe dem, vil møde uoverkommelig modstand. 

Maja Göpel er tysk politisk økonom og klima- og transformationsforsker med indsigt i samarbejdets betydning for store strukturelle forandringer. Göpel mener, at det er samarbejdet, især det brede, der er midlet til at opnå reelle klimaforandringer.   I denne uges udgave af Langsomme Samtaler taler Rune Lykkeberg med Göpel om hendes nye bog, We Can Do Better, der undersøger og beskriver, hvordan store transformationer har fundet sted gennem tiden. I Göpels optik skabes forandring ikke af den første, der handler – men af den næste.  Og netop derfor er det i samarbejdet – også med dem, det ved første øjekast ikke giver mening at samarbejde med – at håbet om en grønne verden skal findes. Også selv om det lige nu ser sort ud.