

Dahlia Scheindlin: De fleste israelere ved godt, hvad der foregår, men de skyder skylden på Hamas og frikender Israel
Når det store flertal af israelere ikke deltager i demonstrationer mod krigen i Gaza, skyldes det så, at de ikke ved, hvad der foregår? Eller skyldes det, at de accepterer, hvad der foregår? Og hvis de ved, hvad der foregår og accepterer det, hvordan kan det så være? Hvad er det for en virkelighed, der former dén accept?
Det er spørgsmålene, som Rune Lykkeberg forsøger at få svar på i denne uges udgave af Langsomme samtaler med den israelske politiske konsulent, forfatter og forsker Dahlia Scheindlin.
Dahlia Scheindlin ved en hel del om, hvad israelerne tænker. Hun har i 25 år forsket i, studeret og lavet undersøgelser af den israelske befolknings holdninger. Hun er både en akademisk autoritet, men også et politisk engageret menneske, der har deltaget i adskillige kampagner for partier på den israelske venstrefløj. Og så har hun skrevet en fantastisk bog, The Crooked Timber of Democracy in Israel (2023), der både er en historisk og kritisk gennemgang af, hvordan det israelske demokrati blev skabt, og en forklaring på, hvorfor israelerne ikke har en egentlig forfatning – samt en undersøgelse af, hvordan det palæstinensiske spørgsmål hele tiden har præget det israelske demokrati.
Dahlia Scheindlin er født i Canada i 1972, vokset op i New York og har boet i Israel siden 1997, om end hun aktuelt sidder i Philadelphia, hvor hun har fået et forskningsstipendiat på University of Pennsylvania. Det kan være en god baggrundsinformation at have med her til samtalen, at hun altså både er israeler og kan se Israel ud fra – men samtidig har en forståelse af amerikanerne og USA’s position.