

Radio Information
Dagbladet Information
Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Rasmus Bo Sørensen får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.
Episodes
Mentioned books

Aug 2, 2024 • 1h 9min
Et bebudet mord, en ny chance for demokraterne og graverjournalistik som fiktionsdrama
I denne uges Radio Information når vi både omkring mordet på Hamas’ politiske leder, sommerens hedebølger, Kamala Harris’ vinderchancer og TV2’s nye dramasatsning.
Den journalistiske gravergruppe ’Brændpunkt’ er presset på sin eksistens: En fire måneder lang undersøgelse om korruption er netop røget på gulvet, og hvis journalisterne ikke snart finder en anden stor afsløring, ja, så bliver gruppen lukket. Nogenlunde sådan lyder udgangspunktet for TV2’s nye store dramasatsning Graverne, der blandt andre har Mille Dinesen og Søren Malling i hovedrollerne. Men hvordan ser livet egentlig ud på en graverredaktion? Sådan i virkeligheden. Og hvor tæt på kommer Graverne i sin skildring? Vi har sat to af vores egne prisvindende graverjournalister, Jette Aagaard og Lasse Skou Andersen, til at se og anmelde serien.
Vi skal også se nærmere på demokraternes nye præsidentkandidat Kamala Harris og hendes vinderchancer i det hæsblæsende amerikanske valg. USA-korrespondent Martin Burcharth identificerer de ting, hun skal lykkes med, hvis hun skal have en chance for at slå Donald Trump.
Sebastian Abrahamsen kigger også forbi studiet for at forklare sommerens ekstreme hedebølger. At vi skal vænne os til stadigt varmere vejr, det ved vi, men hvordan kommer det mere præcist til at udspille sig og påvirke os – og hvordan kan vi bedst forberede os på det? Sebastian gør os klogere.
Men vi starter med med en kort status på de seneste dages dramatiske udvikling i Mellemøsten. Iran har sværget, at man vil hævne likvideringen af Hamas' politiske leder Ismail Haniyeh, der blev dræbt i et angreb i Irans hovedstad, Teheran, natten til onsdag. Det er (ved redaktionens afslutning torsdag, red.) stadig uklart, hvor, hvornår og hvordan det bebudede gengældelsesangreb mod Israel vil finde sted. Mens vi venter på en afklaring, tegner Niels Ivar Larsen et portræt af den nu afdøde Ismail Haniyeh.
Lyt med!

Jul 26, 2024 • 59min
Sommersamtale med Suzanne Brøgger: ’Jeg er klar til at dø i filosofisk forstand – men helst ikke i dag’
Hen over sommerferien vikarierer Rune Lykkeberg for Anna von Sperling i to særlige afsnit af Radio Information. Vi kalder dem for ’sommersamtaler’. I denne anden sommersamtale besøger han den snart 80-årige forfatter Suzanne Brøgger i hendes hjem på Vestsjælland til en snak om at bo på landet, om at blive gammel og om udsigterne til engang at skulle dø.
Udgangspunktet for samtalen er Suzanne Brøggers nye bog, På væggen, der udkom tidligere i år. Her fortæller hun blandt andet om, hvordan hun for 50 år siden flyttede ud af byen til en nedlagt skole på landet og dekorerede væggene med billeder af de forfattere og kunstnere, hun gerne ville føre dialog med, mens hun gradvist udviklede sig som forfatter og offentlig figur. Men også om hvordan denne offentlige forfatterfigur kun er en persona, hun tager på sig, når hun er i byen – og aldrig, når hun er på landet.
Bogen indeholder samtidig brutale beskrivelser af alderens konsekvenser, når man som Suzanne Brøgger har mistet et bryst, rygerlungerne piber og benene værker – og så alligevel bevare et ukueligt ønske om, at livet skal fortsætte på trods af skavankerne.
Samtalen mellem Rune Lykkeberg og Suzanne Brøgger er optaget i sidstnævntes hjem på Vestsjælland.
Lyt med.

Jul 19, 2024 • 1h 21min
Sommersamtale med Bo Lidegaard: 'Den grønne omstilling skal være bæredygtig, forudsigelig og inden for vores kontrol'
I sommerferien vikarierer Rune Lykkeberg for Anna von Sperling på Radio Information. Derfor udkommer der to afsnit af det, som vi har valgt at kalde 'Sommersamtaler'. Vanen tro besøger Rune for ottende år i træk sin mentor og ven Bo Lidegaard i Vestsjælland.
Bo Lidegaard har en baggrund som embedsmand i Udenrigsministeriet, rådgiver i Statsministeriet og chefredaktør på Politiken, hvor Rune lærte ham at kende. Han er historiker og forfatter til flere biografier og driver nu et firma, der vejleder politikere og andre firmaer om institutionalisering af grønne løsninger.
I samtalen i Bo Lidegaards sommerhus diskuterer Rune og Bo de store globale spørgsmål: vestens virkelige krise, stormagtsrivaliseringen mellem Kina og USA, og hvorfor skal vi forstå det som strategisk konkurrence frem for en ny udgave af den kolde krig? De taler om vestens position i forhold til sig selv, Indiens fremgang som ny stormagt efter det nylige valg, og krigen i Ukraine – det føles som om, at vi taber så langsom, at det opleves som uafgjort. Men gør vi nu også det?
Lyt med!

Jul 12, 2024 • 52min
Fra Badehotellet til Teheran: Vi giver kulturanbefalinger til ferien
Det er punk at holde sommerferie, mener Rune Lykkeberg. Men ellers er han mest til jazz. Kulturredaktør Anita Brask Rasmussen mener, at du skal læse om George Orwells kærlighed til roser og give Badehotellet en chance, selv om du frygter folkekomedien.
Hør hvorfor, og få en bunke andre kulturanbefalinger til sommerferien fra chefredaktøren og den kommende kulturredaktør i denne særudgave af Radio Information, der handler om alt det kloge, smukke og sjove, man kan forlyste sig med, når man nu ikke skal på arbejde.

Jul 5, 2024 • 45min
Opioider, britisk valg og billigelse af terror
Misbrugscentrene rundt om i landet ser for tiden en ny type misbruger: Et ungt menneske, der umiddelbart har sit på det tørre, er i uddannelse eller på arbejdsmarkedet og uden synlige sociale problemer, men med en afhængighed af opioider - nogle gange stoffer 100 gange stærkere end morfin.
Og så er der valg i Storbritannien hvor det er lykkedes for Labours formand Keir Starmer at gøre sin kedsommelighed til sin styrke. I en uge med meget få lyspunker har Rune Lykkeberg optur over, at det er slut med konservativt styre i Storbritannien.
Og så skal vi tale om billigelse af terror. Det er ulovligt og i denne uge skærpede landsretten dommen over influenceren Ahmad Elchaabi, der den 7. oktober sidste år fejrede Hamas’ bestialske angreb mod den israelske musikfestival Supernova med en video på Snapchat. Men det er uklogt at straffe folk for holdninger, som vi ikke bryder os om, mener chefredaktør Anton Geist. Hør hvorfor.
Vært: Anna von Sperling

Jun 28, 2024 • 47min
Hvordan fik Labour genvundet arbejdervælgeren?
I ugens Radio Information ser vi på den britiske venstrefløjs rejse mod højre. Vi prøver at finde hoved og hale i, hvem der vandt ved den grønne trepartsaftale. Og så har filmredaktør Christian Monggaard set en episk western, om dengang den amerikanske vildmark blev lagt under plov
Britiske Labour har et evigt problem: Hvordan samler man arbejderne på pubben og vegetarerne i byen? Partiet tabte stort til Boris Johnson ved valget i 2019, men når briterne torsdag går til valg, står de til at vinde overbevisende. Journalist Mathias Sindberg og fotograf Maria Høy Hansen har besøgt det gamle industribælte i Nordengland, kendt som den røde mur, for at finde ud af, om de gode meningsmålinger faktisk skyldes, at det gamle arbejderparti er blevet relevant igen – eller om det bare er et fravalg af Rishi Sunaks regering.
Og mens klimaet har fyldt forsvindende lidt i den britiske valgkamp, har det til gengældt fyldt alle flader herhjemme i denne uge, hvor den grønne trepart fremlagde sin plan for en CO2-afgift på landbruget og en ny fond til omlægning af landbrugsland til natur. Jørgen Steen Nielsen fortæller – bl.a. om, hvordan man i praksis finder de områder, der skal huse den nye danske natur.
Og så skal vi tale om en ny western: Horizon: En amerikansk saga af og med Kevin Costner. Den fortæller historien, om dengang det vilde Vesten blev tæmmet, mens borgerkrigen rasede. Og den er storslået, mener filmredaktør Christian Monggaard – og heldigvis er den kun den første af en serie på hele fire film. Yihaaa!

Jun 21, 2024 • 43min
Dansk våbeneksport til Israel, EU-naturlov og et historieløst periodedrama med en masse bolleri
Ugens Radio Information handler om, at det i denne uge blev afsløret, at Danmark har sendt dele til bombefly til Israel midt under krigen. Og så om EU's naturlov og tv-serien Bridgerton
Midt under krigen i Gaza har det danske forsvar sendt reservedele til F-35-kampfly til Israel, fremgår det af en orientering, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sendt til Folketinget. Tidligere har Information dokumenteret, hvordan flydele eksporteret til USA er endt i kampfly i Israel, men hvad siger Forsvarsministeriet til, hvordan direkte eksport til et land, der er under gentagne anklager for krigsforbrydelser, harmonerer med de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet?
Ikke meget indtil videre. Journalisterne, der ikke kan få svar, Lasse Skou Andersen og Sebastian Gjerding, svarer heldigvis beredvilligt på spørgsmål om sagen.
Vi skal også tale om Netflix’ store romancehit, tv-serien Bridgerton der, ifølge anmelder Bodil Skovgaard Nielsen er en af moderne tv’s mærkeligste bastarder: halvt kostumeværksted, halvt seksualundervisning og historieløs som bare fanden. Men, lyder opfordringen fra Bodil, hold nu bare mund og se med.
Rune Lykkeberg er her også til en optur over, at EU i denne uge endelig fik den naturgenopretningslov, som vi har haft op til flere opture over, men som hver gang er blevet nedstemt. Og så kan du høre, hvem han holder med under EM i herrefodbold. For det er ikke Danmark ...

Jun 14, 2024 • 46min
Frederiksens bekendelser, Macrons høje spil og Danmarks EM-chancer
I denne uges Radio Information taler Lykkeberg om EU-valget og statsministerens efterfølgende bekendelsesinterview, Tore Keller rapporterer fra fransk politik i nær total opløsning, og Anna von Sperling laver sit livs første sportsinterview med Mathias Sindberg, der lægger op til EM i herrefodbold.
Mette Frederiksen er ikke sig selv. Det fortalte hun i et interview efter en weekend, hvor hun havde valgt at blive hjemme og passe på sig selv, selv om det land hun er statsminister for gik til valg, og det parti hun er leder for fik et rigtig dårligt et af slagsen. Rune Lykkeberg kommenterer på det mildest talt opsigtsvækkende interview
Men allerførst skal vi tale om en helt vild uge i fransk politik. For resultatet af Macrons valgudskrivelse i søndags kan blive både en venstreorienteret folkefront og en forenet højrefløj. Macron spiller højt spil. »Valget handler om Frankrigs grundlæggende kurs – og dermed Europas fremtid,« fortæller vores Europakorrespondent i Paris, Tore Keller.
Og så er det blevet tid til Radio Informations første sportsindslag. For fredag starter EM i herrefodbold, og Information er på pletten. Bl.a. med Mathias Sindberg, der i denne udgave af Radio Information åbner dækningen, der i de kommende uger desuden vil blive varetaget af bl.a. Bo Kampmann Walther og Martin Østergaard-Nielsen.

Jun 7, 2024 • 52min
Russisk hybridkrig, Modis nederlag og følsomme mænd på tv
I denne uges Radio Information forklarer Rune Lykkeberg, hvorfor EU har været optur de seneste år – mens Anna von Sperling selv har optur over det indiske valgresultat. Bodil Skovgaard Nielsen hudfletter tv-programmet ’Bachelorette’, og Villads Andersen ser på Kremls hybridkrig mod Vesten
I begyndelsen af maj udsendte NATO en advarsel om øgede »fjendtlige russiske aktiviteter« i især de baltiske lande. Forrige uge kunne The New York Times fortælle, at amerikanske og europæiske efterretningstjenester har registreret en stigning i russiske sabotageaktioner i Europa. Og i slutningen af sidste uge advarede Forsvarets Efterretningstjeneste herhjemme om, at Rusland vil forsøge at påvirke weekendens europaparlamentsvalg.
Brandstiftelse, valgindblanding, gps-jamming: Ruslands krig mod Europa er i fuld gang, men hvad er målet, og hvad bør Europa gøre? Villads Andersen fortæller om den russiske skyggekrig mod Vesten.
Rune Lykkeberg har en optur over, at vi den forgangne valgperiode har haft det grønneste EU i historien. Og så et forsigtigt håb om, at vi på søndag sammensætter et parlament, der vil fortsætte kursen. Og vi kunne jo blive positivt overrasket. Det gjorde vi f.eks. tirsdag, da stemmerne fra det indiske valg blev talt op, og det viste sig, at Narendra Modi og BJP fik et langt dårligere valg end forudset. Jeg, Anna von Sperling, sniger mig til en medoptur.
Og så skal vi tale om den unge danske mand. For i forbindelse med sidste sæson af TV2's realityserie Bachelorette udfoldede der sig en større debat, hvor diverse kommentatorer udskammede de mandlige deltagere som overfølsomme og usexede og gjorde det til et billede på den dominerende unge mandetype. Hvad ser kulturanalytiker Bodil Skovgaard Nielsen, når hun ser den aktuelle sæson?
Lyt med!

May 31, 2024 • 51min
Den sorte svane, beskyttet natur og sidste ord i buste-sagen
Debatter om den sorte svane, beskyttet natur og en kontroversiel buste-sag. Analyse af organiseret kriminalitet og medhjælpere. Udtagningsrapport af naturområder til biodiversitet. Akademiraadets afgørelse om kunstig busselskab i havnen.


