

Radio Information
Dagbladet Information
Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Rasmus Bo Sørensen får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.
Episodes
Mentioned books

Oct 4, 2024 • 46min
Talebans taleforbud, Irans angreb og Diez sorg på sladremøllen
Radio Information handler i denne uge om de afghanske kvinder, der lever under Talebans stadigt mere knugende undertrykkelse, om Irans rolle i den aktuelle udvikling i Mellemøsten og om ugens meget omtalte selvbiografi af selviscenesætteren Kathrine Diez
»I derude i verden har en stemme. Vi har fået frataget vores. Jeg ønsker jeres støtte, og som minimum ønsker jeg, at det internationale samfund taler om os kvinder i Afghanistan. Jeg er bange for at blive glemt.«
Sådan siger Nilofer Rahimis, en tidligere embedsmand fra Kabul i en artikel i weekendens Moderne Tider. Her fortæller tre afghanske kvinder og tre dansk-afghanere, som arbejder med kvinders vilkår, om, hvordan det er at være kvinde efter Talabans magtovertagelse og ikke mindst efter det seneste tiltag: Forbuddet mod kvinders offentlige tale. Ida Nygaard Espersen er gæst.
Rune Lykkeberg taler om situationen i Mellemøsten efter det iranske missilangreb på Tel Aviv, som skete som svar på Israels drab på Hizbollahs leder Hassan Nasrallah i Libanon. Verden står nu overfor at måtte revidere den hidtidige analytiske sandhed, vi har lænet os op ad: At de gensidige angreb bare er sabelraslen, fordi ingen, når det kommer til stykket, ønsker en storkrig i regionen. Men hvor stiller det os, når alt tyder på at Benjamin Netanyahu gerne vil i krig på alle fronter, spørger chefredaktøren.
Og så blev det ugen, hvor Kathrine Diez udkom med sin selvbiografiske bog I egen barm. Og så gik snakken. Eller mere korrekt sladren. I hvert fald på Informations gange. Bogen er momentvis rørende – f.eks. når Diez beskriver en utryg opvækst med en opfarende far, men projektet er ikke uden en snert af selvskade, skriver vores anmelder Bodil Skovgaard Nielsen. »Lige så vampyrisk, som medieinteressen i Diez er, lige så nærmest tvangsmæssigt synes hun at hælde nyt vand på sladdermøllen.« Bodil Skovgaard Nielsen uddyber.
Og så har vi en nyhed fra vores egen lille verden. Vi går nemlig i luften med en splinterny podcast, en slags Radio Informations lillesøster, om det amerikanske valg. Den har vi valgt at kalde Radio USA og den kan høres hver torsdag mindst frem til valget d. 5 november – men mon ikke også lidt længere.
Det første afsnit ligger klar i Radio Informations kanal. Men hvis du vil lytte til det næste og de kommende afsnit så er der lige et par trin: For podcasten vil fremover kun kunne lyttes i Informations app og på vores hjemmeside – og kun hvis du er abonnent på Information. Er du ikke allerede det, kan du lige nu kan få hele to måneder gratis. Du skal bare gå ind på mit.information.dk/radiousa og takke ja tak til tilbuddet.
Er du abonnent, men har du endnu ikke fået gang i Informations app, så kan du hente den i enten App Store eller i Google Play.
Vi håber sådan, at du finder vej!

Oct 4, 2024 • 60min
Radio USA: Maskuliniteter i valgkampen
Informations nye valgpodcast Radio USA handler i denne uge om debatten mellem vicepræsidenterne Vance og Walz og de forskellige bud på maskulinitet, der kom i spil. Om de unge vælgere, der er mere splittet af kønslinjer end nogensinde før. Og om USA’s forbudte bøger
Velkommen til Informations nye podcast om det amerikanske valg 2024, som vi har valgt at kalde Radio USA. En time, der udkommer hver torsdag frem mod valget d. 5 november, dedikeret helt og holdent til amerikansk politik og samfund.
I denne uge taler udlandsjournalist Mathias Sindberg og chefredaktør Rune Lykkeberg om ugens vicepræsidentdebat mellem J. D. Vance og Tim Walz. Om det tankegods, de trækker på og de forskellige maskuliniteter, der forhandles. For køn gennemsyrer valgkampen, mener Rune Lykkeberg, men hvordan kom det til udtryk i debatten?
Vi skal også høre om en af USA's mange forbudte bøger. I en ny serie anmelder vores litteraturanmeldere de værker, der er blevet forvist fra de amerikanske biblioteker og fra skolepensum rundt omkring i landet. I denne uge hylder Lone Nikolajsen Margaret Atwoods dystopiske romanklassiker ’Tjenerindens fortælling’, der er blevet forbudt i 10 amerikanske delstater og kan bryste sig af, at levere skyts til kampen for kvinders reproduktive rettigheder.
Villads Andersen har set på det bemærkelsværdige fænomen, at USA’s unge er mere splittet af kønslinjer end nogensinde, når det handler om, hvor de vil sætte deres kryds. Kvinderne foretrækker Harris, mændene vil overvejende stemme Trump, og kønsforskellen er større blandt dem end blandt nogen anden aldersgruppe. I det amerikanske valg er det nemlig drengene mod pigerne.
Det første afsnit af vores nye podcast ligger klar i Radio Informations kanal. Men hvis du vil lytte til det næste og de kommende afsnit, så er der lige et par trin: For podcasten vil fremover kun kunne lyttes i Informations app og på vores hjemmeside – og kun hvis du er abonnent på Information. Er du ikke allerede det, kan du lige nu kan få hele to måneder gratis. Du skal bare gå ind på mit.information.dk/radiousa og takke ja tak til tilbuddet.
Er du abonnent, men har du endnu ikke fået gang i Informations app, så kan du hente den i enten App Store eller i Google Play.
Vi håber sådan, at du finder vej!

Sep 27, 2024 • 55min
Bomber over Libanon, Sally Rooneys nye roman og Anders Foghs skandaløse tavshed
I ugens Radio Information fortæller Bo Elkjær om, hvorfor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens fravær i den nye DR-dokumentar ‘Velkommen til krigsfronten’ er så forstemmende. Rune Lykkeberg taler om angrebene i Libanon. Og Bodil Skovgaard Nielsen anmelder Sally Rooneys nye roman
»Anders Fogh Rasmussen har ikke ønsket at kommentere«. Sådan slutter afsnittene om Irakkrigen i DR’s nye dokumentarserie Velkommen til krigsfronten. Og dét svar kender vores Bo Elkjær alt for godt. Han dækkede Irakkrigen og måtte henvende sig hele 671 gange for at få et interview med manden, der sendte Danmark i krig på et forfejlet grundlag, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han er derfor ikke overrasket over, at Anders Fogh Rasmussen ikke stiller op denne gang, men det gør det ikke mindre forstemmende. For der er stadig meget, vi mangler at få klarlagt om baggrunden for krigsdeltagelsen.
Og vi bliver i det krigeriske. For i de seneste uger er konflikten i Mellemøsten for alvor rykket ind i Libanon med Israels angreb på Hizbollah. Rune Lykkeberg kalder den israelske fremfærd »terroriserende« og har svært ved at se, hvordan det kan være i Israels strategiske interesse.
Og endelig har Bodil Skovgaard Nielsen anmeldt den irske kæmpestjerne Sally Rooneys nyeste roman Intermezzo – og hun er bestemt ikke begejstret. Det er til gengæld stort set alle andre anmeldere, så hvordan er det egentlig at anmelde en bog negativt, når resten af anmelderkorpset mener noget helt andet?

Sep 20, 2024 • 53min
Ulighed i sundhed, klimaet i EU-kommissionen og en skønt selvoptaget kunstner
Ugens Radio Information handler om regeringens sundhedsudspil, om hvem der har ansvaret for klimaet i den nye EU-kommission, og om den største barnløse kattedame af dem alle: Den 71-årige franske kunster Sophie Calle
Skiftende danske regeringer har haft som ambition at komme den markante ulighed i sundhed til livs – men uden det store held. Nu er SVM-regeringen overbevist om, at den kan lykkes med den svære politiske mission. Nedbringelse af uligheden er nemlig overskriften i det nye sundhedsudspil ’Sundhed tæt på dig’, som regeringstoppen fremlagde på et pressemøde onsdag. Men er det så også det, den kommer til at gøre? Vores sundhedsmedarbejder Louise Drivsholm fortæller.
Rune Lykkeberg har set på den nye EU-kommission. Og hvor den tidligere kommission blev nedsat med klima som overskrift, ja så handler den nye, ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen om konkurrenceevne – mens klimaet er delt ud på flere kommissærer. Men når alle har den, er der jo en risiko for, at ingen har den.
Den franske konceptkunstner Sophie Calle (f.1953) var ellers gledet lidt ud i glemslen, men nu er hun tilbage. For tiden kan igen rumme hende. Bodil Skovgaard Nielsen tegner et portræt af den vilde dame, der fejrede sin mors død ved at opkalde et udstoppet girafhoved efter hende, udgav en bog med andre kvinders tolkninger af en mail, hvor en kæreste slog op med hende, og hyrede en privatdetektiv til at stalke sig. Sofie Calle er tilbage og Bodil Skovgaard Nielsen er fan. Hun tegner et portræt af den 71 årige franske kunstner.
Og nå jo, så var der lige den 82-årige indiske litteraturkritiker og filosof, Gayatri Chakravorty Spivak, som Rune Lykkeberg taler om sidst i programmet – du finder hele samtalen med hende lige her.

Sep 13, 2024 • 1h 4min
Kamalas kynisme, Rosenkrantz-Theils borgmesterdrøm og heavy metals livsforandrende potentiale
I denne uges Radio Information analyserer Rune Lykkeberg debatten mellem Trump og Harris, vi tegner et portræt af Pernille Rosenkrantz-Theil, og hører hvorfor den tyske sociolog Hartmut Rosa mener, at heavy metal gør det muligt at overvinde adskillelsen af krop og ånd
»Kamala Harris demonstrerede sin styrke i slagsmålet med Trump tirsdag – og udstillede sin svaghed ved ikke selv at stå for noget stort og progressivt, som kan frigøre USA fra den gamle verdens kampe«
Sådan skriver Rune Lykkeberg i en leder efter den første – og måske sidste – debat mellem præsidentkandidaterne Kamala Harris og Donald Trump. Han er i studiet til en snak om alt det, der blev sagt – og det, der ikke blev. »Konsensus efter debatten er, at Harris vandt,« konkluderer han. » Spørgsmålet er, hvad en sejr i bokseringen gør for hende.«
Og bokset blev der. Det var 90 minutter med angreb på angreb. For det ser ud til at blive ekstremt tæt, og partierne angriber hinanden med alt, hvad de har. Med god grund: Erfaringen viser nemlig, at negative kampagner virker, fortæller Villads Andersen, der har undersøgt hvad videnskaben siger om effekten af smædekampagner.
Pernille Rosenkrantz-Theil blev officielt Socialdemokraternes kandidat til overborgmesterposten i hovedstaden. Hun er i sit politiske liv gået fra at være revolutionær marxist til kompromissøgende socialdemokrat, der vil forandre tingene indefra. Er det sådan en kandidat, københavnerne drømmer om? Sebastian Abrahamsen tegner et portræt af politikeren, der skal vende partiets nedtur i hovedstaden.
Og så får vi besøg af kulturredaktør Anita Brask Rasmussen, der har læst den tyske sociolog Hartmut Rosas bog Når monstre brøler og engle synger – Heavy metal og resonans. Den forklarer i et forståeligt sprog, hvad det er, vi søger i kunsten – og hvorfor Anita selv blev et bedre menneske i mødet med heavy metal-bandet Tool på Dyrskuepladsen i Roskilde i 2006.

Sep 6, 2024 • 58min
Blodige bananer, talende grise og kampen for et bedre dansk
Ugens Radio Information handler om, hvad grise ville sige, hvis de kunne tale, om bananindustriens blodige historie, og om kampen for – ord for ord – at tage magten tilbage over vores danske sprog
Den er verdens mest populære frugt: 136 millioner ton bliver produceret hvert eneste år, og den gennemsnitlige dansker spiser noget, der minder om 15 kilo om året. Og så er det en billig frugt. Selv om den er produceret 3.000 kilometer væk, er den stadig billigere end et lokalt produceret æble: Vi taler om bananen. Og hvorfor gør vi så det, spørger du? Jo, det gør vi, fordi der efter knap 130 års ugerninger i Latinamerika – med statskup, massakrer og afhuggede hoveder – endelig er blevet placeret et juridisk ansvar hos et af verdens første moderne multinationale selskaber: Chiquita. Mathias Sindberg gør os klogere på ’den gule frugt’, der samtidig er en nøgle til at forstå den moderne globale økonomi.
Og så skal det handle om at tale dansk. For det er svært. Overalt kryber engelske ord og begreber ind i vores sprog, og derfor har vi på Information nu kaldt til kamp mod den bevidstløse overtagelse af fordummende engelske fraser og managementgloser – og vi beder jer, lyttere og læsere derude, om hjælp til oversættelsesarbejdet. Rune Lykkeberg forklarer og forsvarer projektet.
Men vi begynder i grisestalden og med spørgsmålet: Hvad ville grise sige, hvis de kunne tale? Det får vi nemlig et bud på i en ny DR-dokumentar, som bogstavelig talt giver stemme til det hårdt prøvede produktionsdyr. Den danske dokumentarist Miki Mistrati har allieret sig med et hold af internationalt anerkendte forskere, som ved hjælp af kunstig intelligens er lykkes med at forstå, hvilke følelser grise udtrykker med deres grynt og skrig. Marie Sæhl, der selv har skrevet kritisk om forholdene i de danske svinestalde, anmelder.

Aug 30, 2024 • 55min
Regeringsrokade, tysk højredrejning og de bedste podcast om USA
I ugens Radio Information analyserer Lars Trier Mogensen ministerrokaden og Rune Lykkeberg sammensætter din podcast-portefølje til det amerikanske valg
Søndagens valg i de to tyske delstater Sachsen og Thüringen bliver et hidtil uset højreskred ifølge alle meningmålinger, hvor højrenationalisterne i AfD ventes at blive enten størst eller næststørst. Vores korrespondent Nina Branner er i Sachsen og har været til vælgermøde hos Sahra Wagenknecht, der tolkes som en del af den tendens, men betegner sit parti som venstreorienteret. Nina Branner fortæller mere om, hvordan det hænger sammen.
Lars Trier Mogensen har fulgt den danske regeringsrokade og er umiddelbart overrasket over, at den offensiv, som alle ventede, at Mette Frederiksen ville sætte ind efter sommerferien for at svare på Socialdemokratiets blødende meningsmålinger, tilsyneladende var lokalpolitisk. I hvert fald er det mest bemærkelsesværdige move i rokaden, at Frederiksen gjorde Sophie Hæstorp Andersen til social- og boligminister og annoncerede, at Pernille Rosenkrantz-Theil ville blive kandidat til at overtage Hæstorps plads på Københavns Rådhus. Lars Trier Mogensen er i studiet og uddyber.
Og så sammensætter Rune Lykkeberg en pakke amerikanske podcast, der sikrer, at man kommer ud af boblen og hele vejen rundt, når man skal følge den amerikanske valgkamp. Hør hvorfor man bør lytte til det højreorienterede Daily Wire med Ben Shapiro, det venstreorienterede The Young Turks med Cenk Uygur og Ana Kasparian, den liberale ugerevy The Political Scene med Susan B. Glasser og Jane Mayer fra The New Yorker og substanspodcasten Pitchfork Economics beværtet af Nick Hanauer. Og derudover skal du en gang om måneden lytte til The Joe Rogan Experience med... ja, Joe Rogan. Og mindst en gang i livet skal du udsætte dig selv for Alex Jones Show, bare så du ved, hvor gakket amerikansk politik også er.

Aug 23, 2024 • 44min
Alexandria Ocasio-Cortez’ brandtale, Macrons hovedpine og mænd på krisecenter
Radio Information handler i denne uge om mænd udsat for partnervold, Macrons problemer med at finde en premierminister, og så fremhæver Rune Lykkeberg højdepunkterne på Demokraternes konvent
I foråret besluttede Folketinget, at voldsramte mænd og deres børn har samme ret til at bo på krisecenter som kvinder. En af dem, der har benyttet sig af den mulighed, er Nikolaj, der trods sin fysiske overlegenhed endte med at leve i angst for sin kone. Ida Nyegård Espersen har mødt ham og fortæller hans historie. Og historien om, hvordan synet på mænd som voldsofre har udviklet sig.
Vores korrespondent i Paris Tore Keller er tilbage fra sommerferien, og det samme er præsident Emmanuel Macron – den sidste til noget af en arbejdsopgave. Frankrig er nemlig uden premierminister efter et valg, der efterlod tre næsten lige store blokke. Men hvordan finder man et kompromis, alle kan leve med i et land, der ikke har tradition for den slags?
Og så kommer vi ikke uden om The Greatest Show on Earth, det demokratiske konvent, der sluttede torsdag i Chicago. Rune Lykkeberg har set med og deler sine højdepunkter – jo ikke mindst en banger af en tale fra USA’s muligvis fremtidige præsident Alexandria Ocasio-Cortez.

Aug 16, 2024 • 40min
Grisetransporter, pensionsforvirring og amerikansk kvinde(valg)kamp
Ugens Radio Information handler om Danish Crown, der giver sine grisechauffører mundkurv på, Socialdemokraterne, der vil kigge på pensionsalderen, og Kamala Harris, der kan vinde valget på kvindesagen
Når firmaet Dansk Grisetransport/SPF – der er en del af Danish Crown og verdens største transportør af levende grise – ansætter nye chauffører, får de udleveret en »instruks« om, hvor meget de må sige til politiet i dyrevelfærdssager om for eksempel grise, der har været for syge til at blive transporteret til slagteriet. Eller nærmere, hvor lidt de må sige. Det er en praksis, som er lovlig, men som SF kalder »moralsk barokt«.
Marie Sæhl er kommet i besiddelse af instruksen og fortæller om en del af vores kødproduktion, hvor selv meget lempelige regler overtrædes og fører til politisager.
Rune Lykkeberg er på besøg til en optur over, at den amerikanske valgkamp denne gang kommer til at handle om verdenshistoriens mest mobilisérbare politiske subjekt, nemlig kvinden. Og hendes frihed til at bestemme selv.
Og så taler Anton Geist om ugens helt store politiske emne, nemlig Socialdemokraternes udmelding om, at de vil se på det danske pensionssystem. Men hvad er det egentlig, de lover? Er det bare signalpolitik? Og hvorfor kan det ende med at være knap så smart for dem, at de har åbnet for den?

Aug 9, 2024 • 46min
’Coach’ Walz fra Minnesota, det politiske efterår i Danmark og bonden i os alle
I denne uges Radio Information fortæller Anton Geist om Tim Walz, Kamala Harris’ valg til vicepræsidentkandidat. Og så skal det handle om, hvad vi kan forvente af det politiske efterår herhjemme, og om bonden i Lasse Lavrsen og alle os andre
--
Vi vidste, det ville blive en mand, og vi vidste, at han ville blive hvid. For sådan er politik stadig i USA. Men der var ikke mange, der havde gættet, at Kamala Harris ville vælge Minnesotas guvernør Tim Walz som sin runningmate. Chefredaktør Anton Geist har optur.
Og lige så actionpacked, amerikansk politik har været den seneste måned, lige så keeeedelig har den danske politiske sommer været. Men det slutter nu. Efteråret er fuld af svære reformer og – ikke mindst – den vanskelig opgave at revitalisere midterregeringen i vælgernes øjne. Indlandsredaktør Jette Aagaard liner det politiske efterår op.
Og så får vi besøg af skribent Lasse Lavrsen, som er en af de kolleger, der over sommeren har skrevet om sit personlige forhold til det danske landbrug i serien ’Bonden i mig’. For de fleste af os er forbundet med landbruget, i hvert fald hvis vi stikker et spadestik dybere i vores egen og slægtens historie. Men er det os, der forlod landbruget, eller er det landbruget, der forlod os? Læs hele serien HER.


