Radio Information

Dagbladet Information
undefined
Jul 4, 2025 • 38min

New Yorks socialistiske håb, en spændende tv-serie om arkæologi og alt, alt for mange pesticider

Ugens Radio Information er sæsonens sidste ordinære af slagsen. Men så er det heldigt, at vi både har historien om en ræverød new yorker, en virkelig god tv-serie, man lærer noget af, og et stykke solidt miljø-graverjournalistik --- Zohran Mamdanis sejr ved de demokratiske primærvalg til borgmesterposten i New York er en vaskeægte sensation. I februar lå den erklærede socialist til at få én procent af stemmerne, men så rullede bolden. Måske fordi hans kampagne har været entydigt fokuseret på letforståelige og bredt appellerende løfter som gratis busser, fri børnepasning, loft over huslejerne og højere skat til de rige. Som han sagde: »Det her er den rigeste by i det rigeste land i verdenshistorien, men arbejderklassen, der har bygget den, kan ikke bo her.« Mathias Sindberg tegner et portræt af manden, der for nogle er en helt, og for andre et symptom på, hvor dyb Demokraternes krise er.   Vores fremragende kulturredaktør og historienørd Anita Brask Rasmussen har set TV2’s nye arkæologi-spændingsserie Danefæ, som hun mener udgør en »elegant sammenskrivning af en nutidig ægteskabelig krise og et af de store diskussionspunkter i arkæologien: I hvor høj grad et kønnet blik på fund og kilder har præget vores opfattelse af magtfordelingen på Harald Blåtands tid«. Hun kommer i studiet og uddyber. Og så skal det handle om pesticider. De mest skadelige for mennesker og miljøet, hvis brug ifølge EU-Kommissionen skal halveres frem mod 2030. Men i Danmark er salget tværtimod steget markant, viser beregninger, som Information har foretaget på baggrund af tal fra Miljøstyrelsen. Lasse Schou Andersen og Bo Elkjær er gæster. 
undefined
Jun 27, 2025 • 43min

Kan det betale sig at gøre Trump til sin »Daddy«?

Ugens Radio Information handler om det store Trump-show ved ugens NATO-topmøde, om den lovløse verden som krigen mellem Iran og Israel åbenbarer, og om at cigaretterne tilsyneladende er blevet tilgivet, og nu er tilbage i popkulturen --- »Trumps angreb på Iran og hans allieredes knæfald er et klart signal om, at de ikke bøjer sig for regler eller institutioner, men for overmagtens realitet. Det er et budskab til alle: Velkommen til den lovløse verden.« Sådan skriver Rune Lykkeberg i en leder i denne uge – bl.a. med adresse til statsminister Mette Frederiksen. Chefredaktøren uddyber i dagens program. Vi skal også til NATO-topmøde i Haag, hvor NATO-landene forpligtede sig til forsvars- og sikkerhedsudgifter på hele 5 procent af BNP. Og hvor vores Europa-korrespondent Tore Keller var til pressemøde med hele balladens hovedperson: Donald Trump. En samlet NATO-kreds havde tilsyneladende besluttet at kæle eftertrykkeligt for den amerikanske præsidents ego, og umiddelbart gav det pote – altså, lige til han taler med nogle andre og ændrer mening, lyder analysen fra Tore Keller. Og endelig skal det handle om cigaretternes kulturelle genkomst. Vi ved, at de er skadelige for helbredet, og alle er enige om, at tobaksindustrien er ond. Alligevel har cigaretterne igen fået kulturel medvind, siger vores kulturanalytiker Bodil Skovgaard Nielsen. Men hvorfor? 
undefined
Jun 20, 2025 • 45min

Hvorfor er der så lidt kritik af Israels angreb på Iran?

Israels angreb på Iran strider ifølge eksperter mod international ret, men udråbes alligevel som »legitim« af Vestens politikere og medier. Rune Lykkeberg og Anton Geist diskuterer konflikten og reaktionerne. Og så har Anita Brask Rasmussen set en fremragende eksistentiel horrorfilm om velfærdsstatens engle --- Den internationale retsorden er i dyb krise, og hidtil har vi givet de andre skylden. Men vi er selv med til at nedbryde den, når vi ignorerer, hvad der er den fremherskende vurdering blandt juridiske eksperter: At Israels angreb på Iran er i strid med international ret. Det skriver Anton Geist i en leder. Han uddyber, mens Rune Lykkeberg analyserer Israels motiver og Irans klemme. For faktisk trivedes Præstestyret bedre i den gamle verdensorden, hvor man nøjedes med at se truende ud. Nu fremstår de bare som som en papirtiger, siger chefredaktøren.  Og så har kulturredaktør Anita Brask Rasmussen set tredje og sidste del af Frelle Pedersens hjemstavnstrilogi. Hjem kære Hjem, hedder filmen, der foregår i den sydjyske hjemmepleje. Og den er en mesterlig eksistentiel horrorfilm om velfærdsstatens engle, mener hun. 
undefined
Jun 13, 2025 • 42min

Gazas børn, magtudredningen og konspirationsteorien, der ramte Trump som en boomerang

I ugens Radio Information forklarer Anton Geist, hvorfor der er behov for, at vi ser de lidelser, som Gazas børn gennemlever. Gry Inger Reiter udlægger den nye magtudredning, og Mikkel Vuorela fortæller om, hvordan Epstein-sagen er endt som en hovedpine for Trump-administrationen --- Torsdag udkom Dagbladet Information med en forside, der opfordrede til ikke at se væk fra grusomhederne i Gaza. Med inspiration fra den svenske avis Aftonbladet bragte avisen en række fotografier af de rædselsvækkende realiteter og konfronterede vores politikere med dem. For som chefredaktør Rune Lykkeberg skriver i torsdagens leder: »Det, du ser på billederne, er de helt forudsigelige konsekvenser af noget, som kun kunne ske, fordi Israels allierede lod det ske.« Men hvorfor valgte avisen at bringe de grusomme billeder? Journalistisk chefredaktør Anton Geist svarer på spørgsmål. Epstein-sagen kan betragtes som en slags MAGA-bevægelsens hellige gral. For spørgsmålet om, hvorvidt kendte amerikanere har været involveret i den sextrafficking af mindreårige, som rigmanden Jeffrey Epstein stod anklaget for, før han døde, har længe indtaget en særlig plads blandt en hård kerne af Trump-tilhængere. Men det ser ud til at ramme Trump-administrationen som en boomerang. For det var i forvejen svært at levere på løftet om at afsløre sandheden, altså endnu ikke kendt indhold i de såkaldte Epstein-files, og det blev ikke nemmere, da en forsmået Elon Musk i sidste uge greb til tasterne og påstod, at grunden til hemmeligholdelsen var, at Trump optrådte i filerne.  »Den verden, de har hjulpet til med at skabe, en verden hvor konspirationer ødelægger fakta, er nu den verden, de er nødt til at bebo,« sagde politologen Robert Muirhead for nylig til New York Times. Mikkel Vuorela udlægger sagen sidst i programmet Og så er det tid til folkemøde, hvor – ja, folket – møder politikerne. Og de stadig flere såkaldte politiske professionelle, der bebor vores demokrati. Magtudredningen 2.0, udformet af forskere fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, udpeger lobbyister og kommunikationsfolk som en særlig trussel mod demokratiet. Men udfylder de ikke bare det tomrum, der opstod, da alle vi andre valgte sofaen fremfor mødet i den lokale partiforening? Debatredaktør Gry Inger Reiter kommenterer konklusionerne.
undefined
Jun 6, 2025 • 1h 10min

Israels bosættelser, Elon Musks retræte og Tessas vingesus

I ugens Radio Information samler vi op på de sidste ugers dramaer i og omkring Trumps administration, vi sætter fokus på Israels fremfærd i både Gaza og på Vestbredden, og vi hylder Tessa i TV2’s bundsolide tv-krimi ’Løgnen’ --- I denne pinse-special af Radio Information skal vi en tur i Trump-land med Mathias Sindberg og Rune Lykkeberg. For der er lidt at samle op på: I forrige uge vedtog et snævert republikansk flertal i Repræsentanternes Hus det, Donald Trump har døbt »The Big Beautiful Bill«, men som, mener Sindberg, er svær at beskrive som andet end »et historisk klasseforræderi«. I sidste uge meldte Trump ud, at det var slut med udenlandske studerende på Harvard Universitet og i denne uge, efter sin afgang fra jobbet som chef for DOGE, skruer Elon Musk op for konflikten med sin gamle bonkammerat Trump. Lyt med og få en klog udlægning af begivenhederne. Og så skal det handle om Palæstina. For omsider er Israels allierede i Europa begyndt at lægge et vist pres på Benjamin Netanyahus regering i et forsøg på at bremse dens uhørt brutale krig i Gaza. Mindre opmærksomhed får Israels fremfærd på Vestbredden. Senest har den israelske regering annonceret, at den vil etablere 22 nye bosættelser på Vestbredden. Og som den israelske avis Haaretz konstaterer, er der tale om »en de facto annekteringsproces«. Anton Geist er gæst. Og så skal vi tale om TV2’s hitserie Løgnen og ikke mindst den ene af de to hovedroller: Tessa, som har genskabt anmelder Bodil Skovgaard Nielsens tro på dansk tv-drama. Som hun skriver i ugens kulturkommentar: »Var du også lidt skeptisk, da du hørte, at rapperen Tessa ville springe ud som skuespiller i TV 2-serien ’Løgnen’? Så kom med i klubben, hvor vi æder vores fordomme.« Hør hende uddybe, hvad hun mener med dét.
undefined
May 30, 2025 • 45min

Superheltene fra Skat, kritisable regnemodeller og en salamander med behov for forsvar

Ugens Radio Information handler om, hvorvidt man kan hævde nødret, når man forsvarer et træ mod fældning. Om hvorfor skattemedarbejdere er gode tv-helte. Og om hvorfor det er godt, at de økonomiske vismænd rejser kritik af Finansministeriets regnemodeller --- »Hvis man som borger ser, at nu bliver der gjort skade på vores fælles levegrundlag, på naturen, så har man ikke bare ret, men måske endda pligt til at gøre fredelig modstand mod det.«  Sådan siger den 33-årige aktivist Ida Nicolaisen fra bevægelsen Extinction Rebellion, efter hun i byretten blev dømt for 11 lovovertrædelser, men kendt straffri for to af dem med henvisning til nødretsparagraffen i straffeloven. Den siger: »En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods.«  Men gælder det også, hvis du forsvarer et træ mod fældning eller en salamander mod at miste sit levested? Jurister er uenige. Niels Malmos har set på sagen. Lone Nikolajsen har set ’Andre folks penge’ på DR, som hun kalder  en »topunderholdende spændingsserie om kontorarbejde«. Det er et fiktionsdrama baseret på virkelige hændelser, altså den såkaldte udbyttesag, der kostede den danske statskasse anslået 12,7 milliarder kroner. Hør, hvorfor skattemedarbejdere faktisk er overraskende gode heltefigurer. Og så skal det handle om Finansministeriet. I vismændenes forårsrapport, der udkom tirsdag, sætter de endnu en gang fingeren på et særdeles ømt punkt i ministeriet, nemlig mangel på empiri til at understøtte deres regnemodeller. Hør, hvorfor det er så vigtigt – og endda temmelig spændende. 
undefined
May 23, 2025 • 48min

Magtkampen i Novo, russiske påvirkningsagenter og øget pres på Israel

Ugens Radio Information handler om Danmarks næstmest magtfulde person, formand for Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensen. Om en påvirkningskampagne, der bruges til at sprede russisk propaganda i Danmark. Og om små tegn på et øget europæisk pres på Israel --- »Danmarks næstmest magtfulde post efter posten som statsminister.« Sådan beskrives formandsposten i Novo Nordisk Fonden i en leder i Børsen – og med reel kontrol over såvel Danmarks mest værdifulde virksomhed som verdens største almennyttige fond, lyder dén beskrivelse ikke helt forkert. Posten besiddes i dag af Lars Rebien Sørensen, en »bramfri general« med vestegnsdialekt, masser af visioner og ingen til at kontrollere sig. Kristan Villesen tegner et portræt af manden, der har helt utrolig meget magt og hele tiden får mere. Er det et problem?  Vi skal også tale om en russisk kvinde, der var politisk aktiv i Liberal Alliance og siden hen i fredsbevægelsen – betalt af Moskva. For den russiske stat finansierer nemlig en påvirkningskampagne, der bruges til at sprede propaganda og  præge holdningen til krigen i Ukraine i den danske befolkning. Det afslører lækkede dokumenter fra den statslige russiske fond Pravfond, som DR og Information er kommet i besiddelse af. Sebastian Gjerding og Bo Elkjær fortæller.    Og så kommer chefredaktør Rune Lykkeberg forbi for at tale om situationen i Gaza, hvor næsten en halv million palæstinensere er på kanten af en sultkatastrofe, efter at Israel har blokeret for adgang til nødhjælp i over to måneder. Men der bliver også tid til at tale om de politiske bevægelser, der trods alt sker i Europa i retning af at øge presset på den krigsførende nation.
undefined
May 16, 2025 • 46min

Trumps kammeratkapitalisme, atomkraft i Danmark og en ny tv-serie om overklassen

Ugens Radio Information handler om Trumps kleptokrati, om hvorfor atomkraft igen er så populær – men stadig en dårlig ide – og om Per Flys nye Netflix-serie ’Reservatet’ --- Man kan diskutere, hvad trumpisme er, men skamløst kleptokratisk, det er den i hverfald. I ugen, der gik, modtog Trump et Boeing 747-8 fly til den nette sum af 400 millioner amerikanske dollars, svarende til over 2,5 milliarder danske kroner, af Qatars emir. Alt imens han skovler penge ind på sine såkaldte meme-coins, der betyder, at enhver kan kanalisere så mange penge, de orker, direkte til verdens mest magtfulde præsidents private konto. Mathias Sindberg har fulgt sagen, der hæver den traditionsrige amerikanske korruption til et helt nyt niveau.  Og vi bliver ved de hovedrige. I den nye danske Netflix-serie Reservatet, instrueret af Per fly og med manus af Ingeborg Topsøe, udspiller handlingen sig i rigmandsghettoen nord for København, og serien er – ifølge vores anmelder Bodil Skovgaard Nielsen – et forfriskende dansk klassedrama, der ikke beder os om at leve os ind i de rige svins plagede psyker, men syleskarpt rammer den særlige måde, man er rig i Danmark. Og så skal det handle om atomkraft. For efter 40 års forbud mod at lade a-kraft indgå i den danske energiplanlægning har en samlet blå opposition krævet forbuddet ophævet og klima- og energiminister Lars Aagaard (M) har varslet et større analysearbejde, som skal undersøge og afveje potentialer, muligheder og risici ved at benytte atomkraft som supplement til sol- og vindenergi i den fremtidige energiforsyning herhjemme. Jørgen Steen Nielsen tager os tilbage til 1985.   Lyt også til ugens episode af Information forklarer klimaet, hvor William Sass fortæller om atomkraftens historie.
undefined
May 9, 2025 • 47min

Den danske Gaza-passivitet, Københavns klimanølen og Leni Riefenstahl

Ugens Radio Information undrer sig over, at Københavns politikere tror, at man kan lave en plan uden konkrete tiltag, at den danske regering kan se relativt passivt til, hvad der sker i Gaza – og så skal vi lidt til Cannes --- Det israelske sikkerhedskabinet godkendte i denne uge en plan om at indkalde titusindvis af reservister for at eskalere offensiven yderligere i enklaven, indtage en endnu større andel af landområdet og fordrive størstedelen af befolkningen til en enkelt humanitær zone. FN vurderede for nylig, at situationen er værre end på noget andet tidspunkt i løbet af den halvandet år lange krig, og Røde Kors advarer om, at Gaza »i fraværet af øjeblikkelig handling« vil »synke dybere ned i et kaos, som humanitære indsatser ikke vil kunne afhjælpe«.  Men gør vi i Danmark nok for at bidrage til at forhindre dette civilisatoriske sammenbrud, beskytte civile og opretholde international ret?, spørger Anton Geist i en leder. Han kommer i studiet og udfolder de muligheder, som Danmark ville have – hvis Danmark faktisk ønskede at leve op til skåltalerne om den internationale retsorden.   Og så skal det handle om den københavnske klimaplan. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har meldt sig klar til at gøre noget, som andre politikere ryster i bukserne over: At gøre op med københavnernes tårnhøje klimaaftryk. De har derfor i kommunens nye klimastrategi foreslået et mål om at halvere udledningerne fra københavnernes forbrug – helst inden 2035. Men da rådhusets politikere blev præsenteret for en konkret plan – udformet af embedsværket – for, hvordan vi skal nå det nye progressive mål, udviklede det sig nærmest til et kapløb om at tage mest muligt afstand fra den. Marie Sæhl fortæller.  Og så skal vi sende Christian Monggaard pænt til Cannes – for 25 gang! Men lige inden han får lov til at dandere i det sydfranske med stråhat og hørsæt, skal han lige anmelde en ny dokumentarfilm om den tyske filmmager (og fascist) Leni Riefenstahl, der var kunstnerisk beundret for foruroligende innovative propagandafilm lavet til Adolf Hitlers ære, men som selv forsvarede sig med, at hun var var politisk naiv og kun interesseret i skønhed. 
undefined
May 2, 2025 • 59min

Sig nej til Trump og Jolly til din Cola

Ugens Radio Information handler om valget i Canada, om mistanke om svindel på sociale bosteder og så om en dansk cola, der har levet flere årtier i skyggen, men nu (måske) står overfor en ny gylden alder --- Med Trump i Det Hvide Hus er der startet en bølge af forbrugerboykot af amerikanske varer i mange lande, herunder i Danmark – og den tendens mærker man tydeligt i Asens, hvor Jolly Cola brygges. Salget i februar og marts i år har ligget 110 procent højere end de samme måneder sidste år, og interessen ser ikke ud til at aftage. Af og til må bryggeriet endda melde udsolgt, når nye kunder henvender sig, fordi de gerne vil sælge Jolly. Kristian Villesen tegner et portræt af den gamle danske cola-lillebror, der kom til verden i 1959 som en nationalistisk reaktion på netop USA.  Det skal også handle om en anden national modstandskamp. Ved det canadiske valg vandt det liberale parti og dets nye leder Mark Carney en overbevisende sejr ved ugens parlamentsvalg. Chefredaktør Rune Lykkeberg har optur over dét – og over Canada som sådan.  Og så skal det handle om de omdiskuterede bosteder. Efter Informations afsløringer af kritisable forhold på botilbuddet Frisk-Pust erkender Socialtilsyn Øst nu i en redegørelse til socialministeren at have begået flere fejl i tilsynet med botilbuddet. Det er på en »enkel måde« muligt for »brodne kar« at udnytte botilbudsområdet til at misbruge offentlige midler, konkluderer tilsynet og opfordrer til en lovændring. Laura Friis Wang og Jette Aagaard forklarer. 5. maj fylder Dagbladet Information 80 år. Det fejrer vi med en særavis, og så har vi været i arkiverne og vækket nogle af de gamle tekster til live for nye ører. Lyt med sidst i programmet, hvor du får en fuldt monteret lydfortælling om de dramatiske dage i maj 1945, hvor Outze og de andre rødder indtog Skt. Annæ Passage. 

The AI-powered Podcast Player

Save insights by tapping your headphones, chat with episodes, discover the best highlights - and more!
App store bannerPlay store banner
Get the app