Radio Information

Dagbladet Information
undefined
Sep 12, 2025 • 1h 2min

Mordet på Charlie Kirk, Putins ’salamimetode’, Netanyahus straffrihed og en sag om fejlkønning

Der er uger, hvor alting synes at ske på samme tid. Hvor den ene gule breaking-bjælke afløser den anden, og hvor man dårligt nok tør gå i seng af frygt for, hvad man vågner op til. Sådan en uge har vi netop lagt bag os – og det sætter naturligvis sit præg på ugens Radio Information. Natten til onsdag fløj mindst 19 russiske droner ind i polsk luftrum. NATO-fly kom på vingerne og skød fire af dem ned. I timevis var flere polske lufthavne lukket, mens resten af verden holdt vejret. Ifølge Polens premierminister, Donald Tusk, står Europa nu i en situation, der er »det tætteste, vi har været, på en væbnet konflikt siden Anden Verdenskrig«. Rune Lykkeberg udlægger perspektiverne i den russiske provokation, som følger Kremls velkendte drejebog: ’Salamimetoden’.  Mathias Sindberg kommer også forbi for at tegne et portræt af podcastværten, MAGA-aktivisten og Trumps politiske ven, Charlie Kirk, der onsdag blev skuddræbt ved et debatarrangement i Utah. Hvem var den nu afdøde, kontroversielle debattør, hvordan har han været til gavn for Trump – og hvilke politiske konsekvenser risikerer hans død at få? Vi runder naturligvis også Israels angreb på Hamas’ hovedkvarter i Qatar tirsdag, hvor endnu en rød linje i krigen blev overskredet. Spørgsmålet, som står tilbage, er: Hvor går grænsen for Netanyahus straffrihed? Anton Geist gør os klogere. Og endelig når vi omkring en opsigtsvækkende dom fra retten i Lyngby, der i denne uge slog fast, at det ikke i sig selv er strafbart at omtale en transkvinde som en mand. »Bravo« lød det kort efter på X fra en af de store stemmer i det trans-kritiske miljø, Harry Potters mor, stjerneforfatteren J.K. Rowling. Ida Nyegaard Espersen gør os klogere på en sag, der ikke bare handler om to uenige personer i Lyngby – men om to ideologiske bevægelser i verden, der begge insisterer på at kæmpe for kønsrettigheder. 
undefined
Sep 5, 2025 • 1h 4min

Autokratisk topmøde, sensationelt retsstatsdrama og spyttemanden genbesøgt

I 10-året for flygtningekrisen genfortæller vi historien bag billedet af ’Spyttemanden’. Vi taler også om Højesterets dramatiske opgør med efterretningstjenesterne, og så skal vi til autokratisk topmøde i Beijing   Husker du billedet af Spyttemanden? Ham, som stod på en motorvejsbro i Rødby og spyttede efter de flygtninge, som gik nede på vejen? Billedet blev et af de mest ikoniske billeder på flygtningekrisen i 2015, men det fik også store konsekvenser for den kvinde på billedet, som fejlagtigt blev forvekslet med spyttemandens kone – og det blev skyld i både søvnløse timer og flere års dårlig samvittighed for Informations fotograf Sigrid Nygaard, der stod bag kameraet. I anledning 10-året fortæller hun hele historien om ’Spyttemanden’ – og den mediestorm, som siden fulgte. Ugens sensationelle dom i Samsam-sagen er et led i et dramatisk opgør om retsstaten, og budskabet fra Højesteret til efterretningstjenesterne er ikke til at misforstå: Ret ind. Der er grænser for, hvad tjenesterne kan slippe af sted med at hemmeligholde. Og forstod de det ikke med Findsen-sagen, så har Højesteret nu gentaget pointen i sagen om Samsam. Journalist Ulrik Dahlin og journalistisk chefredaktør Anton Geist udlægger det opsigtsvækkende retsstatsdrama. Og endelig skal vi til Kina, hvor Xi Jinping har afholdt autokratisk topmøde med deltagelse af både Putin, Modi og Kim Jong-un og med en historisk stor militærparade som afslutning. Hvilke signaler blev der sendt i løbet af de fire dages festligheder, hvem var de tiltænkt – og er det skitsen til en ny verdensorden, vi så folde sig ud? Udlandsredaktør Lene Winther og chefredaktør Rune Lykkeberg gør os klogere.
undefined
Aug 29, 2025 • 52min

En undskyldning i spiralsagen, dræbte journalister i Gaza og det hakkede oksekøds kulturhistorie

I ugens Radio Information runder vi statsministerens undskyldning til de grønlandske kvinder. Vi taler om Israels angreb på pressen i Gaza, og så skal det handle om danskernes passionerede forhold til hakket oksekød --- I 1960’erne og 1970’erne fik tusindvis af grønlandske kvinder opsat spiral mod deres vilje. Det skete på piger helt ned til 12 år, i flere tilfælde uden deres vidende og med store konsekvenser for deres helbred. Alt sammen som et led i de danske myndigheders strategi om at reducere den grønlandske befolkningstilvækst. Onsdag i denne uge kom så endelig den undskyldning fra Mette Frederiksen og den danske stat, som kvinderne har ventet længe og tålmodigt på. Moderne Tider-redaktør Lærke Cramon fortæller historien om Spiralkampagnen og de kvinder, som betalte prisen for en kølig, kolonial kalkule. Mandag i denne uge angreb det israelske militær to gange inden for kort tid Nasser-hospitalet i byen Khan Younis i det sydlige Gaza. 20 personer, herunder fem journalister blev dræbt. Et tragisk uheld, hævder Netanyahu. Men i så fald et tragisk uheld, der bliver ved med at gentage sig. I alt vurderes omkring 200 journalister at være blevet slået ihjel i løbet af krigen. Og hver gang en journalist bliver dræbt, er der én mindre til at fortælle omverdenen om den katastrofe, der udspiller sig. Journalistisk chefredaktør Anton Geist og fotoredaktør Sigrid Nygaard fortæller om sagen – og om vanskelighederne ved at dække en konflikt, som vestlige medier ikke har adgang til. Og endelig skal det handle om danskernes forhold til oksekød, ikke mindst til den hakkede af slagsen. Prisen på den populære fars stiger, og det er blevet et politisk problem for Mette Frederiksen, der har lovet danskerne fri og billig adgang til spaghetti med kødsovs. Men hvordan gik det egentlig til, at det hakkede oksekød kom til at indtage en så prominent plads i dansk madkultur, at det betragtes som afgørende vigtigt at kunne servere det flere gange om ugen? Mikkel Vuorela kigger forbi og serverer det hakkede køds kulturhistorie – samt et svar på, hvad oksefarsen har at gøre med at føle sig som et godt menneske.
undefined
Aug 22, 2025 • 1h 3min

Trumps fredsteater og influencere som moderne apostle

I ugens Radio Information analyserer vi fredsbestræbelserne mellem Ukraine og Rusland. Vi forsøger også at lære af Finlands dyrekøbte erfaringer med den store nabo mod øst. Og så ser vi nærmere på et stykke hudfarvet velcro, der tjener som et slags relikvie i en skønhedsreligion med influencere som apostle --- Det transatlantiske forhold døde ikke i denne uge. Det er muligvis den bedste – og eneste – konklusion, man kan fremdrage af mandagens bizarre møde i Det Hvide Hus. Men hvad får Europa egentlig ud af at deltage i et teater, hvor Trump er kongen og alle andre det sleske hof? Og findes der overhovedet en realistisk plan for fred, eller er det alt sammen bare et stort show? Rune Lykkeberg og Niklas Hessel analyserer de aktuelle fredsbestræbelser. Og vi bliver i temaet, for på gæstelisten over europæiske notabiliteter ved mødet i Det Hvide Hus mandag stak et enkelt navn ud: Alexander Stubb, den finske præsident. Hvilken rolle spiller han i de aktuelle forhandlinger? Og hvad kan Finlands dyrekøbte erfaringer med Rusland i det hele taget lære os i den aktuelle situation? Hør vores dansk-finske korrespondent Mikkel Vuorela fortælle om Finlands – og hans egen families – historie med den aggressive nabo mod øst.  Og endelig har Kim Kardashian lanceret en ansigtsmaske, der skal opstramme hage og hals. Jo, den er god nok. Men hvad er det egentlig, folk køber, når de køber hendes produkt? Hør Bodil Skovgaard Nielsen forklare sidst i programmet, hvordan et stykke hudfarvet velcro er blevet et relikvie i en moderne skønhedsreligion, der har gjort influencere til vor tids apostle. 
undefined
Aug 15, 2025 • 53min

Trumps særlige udsending, udviklingsbistandens kollaps og en idiotisk debat om bukser og gener

I ugens Radio Information tegner vi et portræt af Steve Witkoff, der blev venner med Trump over en ostesandwich og nu skal skabe fred i verden. Vi taler også om afviklingen af den internationale udviklingsbistand, og så runder vi en på alle måder idiotisk debat om bukser og gener --- Når Donald Trump og Vladimir Putin mødes i Alaska fredag, skyldes det i høj grad forarbejdet fra en af Trumps nærmeste og ældste venner. Nemlig USA’s særlige udsending Steve Witkoff, der allerede har holdt flere møder med den russiske præsident  – senest i sidste uge. Witkoff har Trumps tillid og er blevet en nøgleperson i præsidentens bestræbelser på at skabe fred mellem Rusland og Ukraine. Men hvem er denne 68-årige tidligere ejendomsmogul, som i sin tid mødte Trump over en osteskinkesandwich i New York? Og er han overhovedet klædt på til jobbet? Ida Nyegård Espersen tegner et portræt. I Sudan er der udbrudt kolera, en fødevarekrise truer i Nigeria, Gaza er sin egen historie, og både Yemen og Congo er på randen af kollaps. De humanitære kriser er uhyggeligt nærværende. Men hjælpen har aldrig været længere væk. Bunden er nemlig gået ud af den internationale udviklingsbistand – senest med Trumps beslutning om helt at nedlægge det store amerikanske hjælpeprogram USAID. Nu er det America First. Men er det overhovedet i USA’s egen interesse at afvikle udviklingsbistanden? Og hvad betyder det for verdens fattigste? Mathias Sindberg kigger forbi. »Sydney Sweeney has great jeans«, hedder det i en af de mest omdiskuterede reklamer i nyere tid. ’Jeans’ med j, altså bukser. Eller var det ’genes’, med g, altså gener? Det er spørgsmålet, som har optaget millioner af mennesker de seneste uger. For var budskabet i tøjreklamen med den amerikanske skuespiller i virkeligheden racistisk? Eller var kritikken af reklamen bare typisk woke? Venstrefløj mod højrefløj, de røde mod de blå, vi har hørt historien før – eller har vi? Hør Matthias Dresler-Bredsdorff udrulle, hvad sagen egentlig handler om, og hvad den kan lære os om det ofte usynlige propagandaarbejde, der former vores debatter – og vores forargelse. Velkommen til.
undefined
Aug 8, 2025 • 52min

Alderstjek på pornosider, seniordating på tv og øget pres på Netanyahu

I ugens Radio Information taler vi om internetporno i børnehøjde og seniordating som reality-tv. Og så runder vi krigen i Gaza, hvor presset stiger på Netanyahu --- Selv om det ifølge straffeloven er forbudt at sælge »utugtige billeder eller genstande« til personer under 16 år, så har der længe været fri adgang til det hele på internettet. Men nu vil EU med Danmark som foregangsland forsøge at begrænse børns adgang til internettet, herunder til pornosider. Det skal ske via en fælleseuropæisk applikation til alderstjek – men er en teknisk løsning overhovedet en løsning? Sebastian Gjerding udlægger dilemmaerne i det nye tiltag, som samtidig er et opgør med hele forestillingen om internettet som et frit og ureguleret helle.  I 22 måneder har Israel ført krig mod Hamas. I 22 måneder har den palæstinensiske civilbefolkning betalt prisen. Og i 22 måneder er Gaza blevet et stadigt mere ubeboeligt sted. Over 60.000 personer er blevet dræbt, herunder 18.500 børn, og 3,3 mio. mennesker har behov for humanitær hjælp. Alligevel planlægger Israel nu at eskalere krigen yderligere med en offensiv ind i det allerede smadrede Gaza. Både internationalt og internt i Israel vokser kritikken og presset imidlertid på Netanyahu for at afslutte krigen, fortæller Anton Geist. Gammel kærlighed ruster ikke, siger man, og tesen bekræftes i DR’s nye datingprogram, Hotel Romantik, hvor 20 gråhårede mænd og kvinder indlogerer sig på et alpehotel i Schweiz for at opsøge en måske ’sidste-chance-for-romance’. Her møder vi blandt andre Hans, der aldrig fik den familie, han drømte om, Lise-Lotte, der mistede et barn i et trafikuheld, og Kirsten, hvis mand tog sit eget liv. På den baggrund – og som vores anmelder Lone Nikolajsen formulerer det – »bliver dét at svinge sig lystigt rundt i en partybus til en respektindgydende handling i al sin hårdt tilkæmpede munterhed«. Hør hende uddybe sidst i programmet. Velkommen til.
undefined
Aug 1, 2025 • 55min

Sommersamtale med Matthias Dressler-Bredsdorff: ’I psykologisk forstand er faren et nej. Det uudsigelige centrum’

Hen over sommerferien vikarierer Rune Lykkeberg for Anna von Sperling på Radio Information. I dagens afsnit taler han med Matthias Dressler-Bredsdorff om hans nye bog ’Efter faldet’ --- En dag i september dør Matthias’ far i en faldulykke. Blandt hans efterladenskaber findes et manuskript, der opruller en fortiet familiehistorie om nazisme, modstand og borgerlig dekadence. Da onkler og tanter dukker op fra øst og vest for at deltage i bisættelsen, hvirvles fortiden op og spørgsmålet melder sig: Hvem var faren egentlig? Efter faldet er en fortælling om drømme og sammenbrud og en personlig beretning om at miste. Bogen er Matthias Dressler-Bredsdorffs debut som forfatter, og i denne sommertale med Rune Lykkeberg, som er optaget foran et livepublikum i Informations kantine, taler han om den bog, han har skrevet, og om den bog, han egentlig ville have skrevet. Matthias Dressler-Bredsdorff (f. 1988) er skribent ved Dagbladet Information. Han har tidligere været tilknyttet Sorbonne Université som lektor i dansk.  Du kan købe bogen her – hvis du er abonnent, får du 20 procents rabat. Hvis ikke du er abonnent, kan du lige nu få 1 måned gratis her.
undefined
Jul 25, 2025 • 59min

Information ser fjernsyn: Tre fremragende tv-serier om penge, klasse og forbrydelser

Hen over sommerferien vikarierer Rune Lykkeberg for Anna von Sperling på Radio Information. I dagens afsnit holder han kritikersalon med Lone Nikolajsen, Bodil Skovgaard Nielsen og Matthias Dressler-Bredsdorff. Sammen har de set tre aktuelle tv-serier, der alle handler om penge og klasse --- Hvad skal man egentlig se i tv? Udbuddet bliver stadigt større, og ingen synes rigtigt at have overblikket længere. Det har vi heller ikke på Information. Men i anledning af sommeren har Rune Lykkeberg inviteret tre af avisens skarpeste kritikere i studiet for at filmsludre om tre tv-serier, der alle har det til fælles, at de handler om penge og klasse.  I ’Information ser fjernsyn’, som vi kalder dette sommerlige formeksperiment, kaster Rune Lykkeberg og et panel bestående af Lone Nikolajsen, Bodil Skovgaard Nielsen og Matthias Dressler-Bredsdorff sig over følgende tre serier: Reservatet (Netflix), skrevet af Ingeborg Topsøe og instrueret af Per Fly. Løgnen (TV2 Play), skrevet af Karina Dam og instrueret af Louise Friedberg. Samt Andre folks penge (DR TV), skrevet af Jan Schomburg og instrueret af Dustin Loose og Kaspar Munk. Sidst i programmet giver de tre kritikere hver deres pengerelaterede kulturanbefaling til videre fornøjelse ude i sommerlandet.  Anmeldelsen af Maria Kjær Themsen, som bliver omtalt, kan findes her.
undefined
Jul 18, 2025 • 1h 22min

Sommersamtale med Bo Lidegaard: Vi gennemlever en udvikling, vi aldrig har set mage til

Bo Lidegaard, historiker og tidligere chefredaktør, deler sin viden om global politik og Danmarks rolle. Han diskuterer, hvordan verdensordenen ændrer sig med Kinas voksende magt og krigen i Ukraine. Lidegaard kalder den nuværende overgang til en krigsøkonomi for fundamentalt skiftende. Han belyser også truslen mod demokratiet fra sociale medier, der ejer de offentlige samtaler, og mener, det er et historisk svigt. Det er en tankevækkende snak om de udfordringer, verden står overfor i dag.
undefined
Jul 11, 2025 • 57min

Sommersamtale med Layal Freije og Tarek Ziad Hussein: At være palæstinenser er både en kilde til stolthed og sorg

Hen over sommeren vikarierer Rune Lykkeberg for Anna von Sperling på Radio Information. I dagens afsnit taler han med to af redaktørerne bag en ny bog, der bringer ti personlige vidnesbyrd om, hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark --- Hvad vil det sige at være palæstinenser i Danmark? Det seneste års offentlige debat har vist, at det har været svært for vores statsminister og mange andre at anerkende, at de palæstinensere, der er i Danmark, er danskere ligesom alle andre og skal omfattes med samme solidaritet og minimum af sympati. Man kan begræde, at det ikke falder naturligt, men det nytter ikke noget. Det, der nytter, er at dele historier og livsfortællinger med hinanden. Tidligere på året udkom en vigtig bog med titlen Palæstinenseren. Den består af ti personlige vidnesbyrd om, hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark. Hvordan dén identitet både kan være en byrde og en kilde til stolthed. Og hvilke store historier, der gemmer sig i den – men også hvilke krav og forventninger, som følger med. I denne uges sommersamtale taler Rune Lykkeberg med to af redaktører bag bogen om deres erfaringer som dansk-palæstinensere. Gæsterne er: Journalist Layal Freije, der bl.a. er radiovært på programmet Gaza FM på Radio IIII og skriver om Mellemøsten for Information. Hendes bedsteforældre kommer fra Al-Khalisa. Og jurist Tarek Ziad Hussein, der er direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK) og bl.a. forfatter til bogen Det sorte skæg. Tareks familie stammer fra Sha’ab på farens side og Sheikh Danun på morens side. Palæstinenseren - Personlige refleksioner over arven fra Palæstina udkom på Gads Forlag tidligere i år og kan købes i enhver boghandler. 

The AI-powered Podcast Player

Save insights by tapping your headphones, chat with episodes, discover the best highlights - and more!
App store bannerPlay store banner
Get the app