

Arbejdstitel
Euroman
En podcast af Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné for det internationale, tænkende menneske.
Episodes
Mentioned books

May 11, 2023 • 54min
Om sprog
Hvordan udtaler man Hermès? Skal man sige ciao og buongiorno, når man er i Italien? Må man bruge engelske ord på dansk? Og skal man rette sin kæreste, når hun siger, at en person er en hård snegl?
Sprog skaber virkeligheden, og det er lige netop det, 'Arbejdstitel' handler om i dag. Om den måde, vi taler på, om at tale lokale sprog, når man rejser, om at være god til sprog og om at kunne inspirere andre med den måde, man fortæller historier på.
Det faste segment Overvurderet/Undervurderet er naturligvis også på plads, og her bliver fænomener som business class på fly, at løbe i bar overkrop og at indlede en samtale med nabobordet på en restaurant endevendt. En lytter vil også gerne vide, om det er overvurderet eller undervurderet at løbe en tur i bar overkrop, og det får de to værter op i det røde felt.
Dette afsnit af Arbejdstitel er bragt i samarbejde med HelloFresh. HelloFresh er velsmagende og lækre måltidskasser, der gør din hverdag meget nemmere. Brug koden ARBEJDSTITEL og få 1.245 kr. rabat på de første fem måltidskasser.

Apr 27, 2023 • 52min
Om at planlægge sommerferie
Et spritnyt afsnit af ’Arbejdstitel’ har ramt din æter. Denne gang diskuterer programmets to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné kunsten at planlægge sin sommerferie. Bør man rejse kort eller langt? Hvad skal man drikke? Og hvad er det, Mallorca kan?
Der serveres også endnu en omgang af det højt besungne segment Overvurderet/Undervurderet, hvor der vurderes ret og vrang på bud, som lytterne har sendt ind. Du kan blandt andet få et hemmeligt trick til, hvordan man får bord på en restaurant, der ellers har meldt fuldt booket.
Værter: Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné.
Producer: Mathias Frejdahl Marker.

Apr 13, 2023 • 54min
Om uskrevne regler pt. II
Vi talte, I lyttede, og I elskede det – så vi lyttede selvfølgelig på jer og lavede endnu et afsnit om uskrevne regler. Hvad må man, hvad må man ikke? Og hvilke koder skal man kende for at kunne navigere som moderne menneske i en moderne verden?
Det er nogle af de ting, det nye afsnit af ’Arbejdstitel’ handler om. Der er uskrevne regler i lufthavnen, på restauranter og i livet generelt. Og de to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné inviterer vanen tro veloplagt inden for til godt selskab og skarpe holdninger.
Som kronen på værket kan du naturligvis også høre kongesegmentet over dem alle, når det kommer til uskrevne regler: Overvurderet/Undervurderet, hvor de to værter i dag taler om blandt andet parfume på kontoret, formiddagsbranderter og kunsten at bestille det næstdyreste på kortet.
Værter: Kristoffer Dahy Ernst & Oliver EnnéProducer: Mathias Frejdahl Marker

Mar 30, 2023 • 52min
Med kunstkometen Esben Weile Kjær
Evigt unge og altid aktuelle Esben Weile Kjær er seneste gæst i ’Arbejdstitel’.
Esben Weile Kjær er et uomgængeligt navn på den nye, danske kunstscene. Du har måske besøgt hans netop åbnede udstilling på Arken i Ishøj? Set en af hans utallige performances? Måske har du set en af hans udstillinger i udlandet? Han er her, der og alle vegne – og nu også i ’Arbejdstitel’.
I afsnittet bliver Esbens tilværelse som kunstner endevendt. Både i forhold til hans kærlighed til souvenirs, hans evne til at sætte skub under en fest, og så selvfølgelig til hans hverdag i Danmark, som han knap nok har, fordi han altid er på vej til middag med en samler eller møde med en kurator på de store udenlandske kunstscener.
I afsnittet med Esben Weile Kjær i ’Arbejdstitel’ bliver det populære format Overvurderet/Undervurderet naturligvis også besøgt. Denne gang er det blandt andet Sverige, at gå over for rødt og kunsten at spise østers, der bliver endevendt.
Værter: Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné.
Producer: Mathias Frejdahl Marker.
Præsenteret i samarbejde med H&M.

Mar 16, 2023 • 53min
Om uskrevne regler
Du skal kende reglerne, før du kan bryde dem. Og du skal lære at navigere i de uskrevne regler, før du kan begå dig på de bonede gulve. Det nye afsnit af Arbejdstitel handler om uskrevne regler og alt det, du ikke kan læse dig til, men kun tillære dig ved erfaring.
Tager man skoene af, når man er til middagsselskab i privaten hos gode venner? Har man lange bukser på på kontoret? Og hvad med økonomien? Er det comme il faut at tie stille om sin løn, eller er det et af de emner, man godt kan tale højlydt om?
I det moderne menneskes tilværelse er der langt flere uskrevne regler, end man lige går og regner med. Og det er lige præcis temaet for det nye afsnit af Arbejdstitel, hvor værterne Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné diskuterer ret og vrang i en verden, hvor intet er nedskrevet.
Uskrevne regler handler om dannelse. Det handler om opførsel, og det handler om god etikette. En uskreven regel er kun interessant, fordi den netop ikke er skrevet ned, men hører til i den kategori af levet liv, som man ikke kan snyde sig til.
Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné skal naturligvis også omkring det hyperpopulære segment Overvurderet/Undervurderet, hvor lytterne igen har været gavmilde med bud til formatet. I dag bliver det blandt andet diskuteret, om logoer, storbyferier og sorte sneakers er overvurderet eller undervurderet.

Mar 3, 2023 • 1h 4min
Om forretter
Forretter er de nye hovedretter. Det nye afsnit af Arbejdstitel handler om de små retter, der kan deles, og som har overtaget menuerne på moderne restauranter.
Det kan godt være, at hovedretten er højdepunktet i opbygningen af den klassiske menu på en restaurant. Men det er forretterne, der er værd at have et øje på, hvis man skal lytte til værterne Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné i dette afsnit af Arbejdstitel.
Det er nemlig forretter, der er i fokus. De seneste 10 år er byer verden over blevet væltet af restauranter, der er hamrende gode til at lave små serveringer, der kan deles af hele bordet. Borte er tiden med steg, kartofler og sovs. Nu skal retterne være af forretsstørrelse.
Hvilke restauranter laver gode forretter? Hvilke forretter ligger længst fremme i hukommelsen? Og kan man egentlig bare nøjes med at bygge en middag op udelukkende bestående af forretter?
Det er det emne, der bliver behandlet i den nye afsnit af Arbejdstitel. Og vi skal naturligvis også omkring det faste og højt beskattede element Overvurderet/Undervurderet, hvor lytterne igen har været gavmilde med bud.
Værter: Kristoffer Dahy Ernst & Oliver Enné
Producer: Mathias Frejdahl Marker

Feb 17, 2023 • 45min
Overvurderet/Undervurderet vinterspecial
Indbakken har været brandvarm forud for optagelsen af det nye afsnit af Arbejdstitel. Lytterne melder sig konstant på banen med ting til det faste format Overvurderet/Undervurderet, og det er en sand fornøjelse for de to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné at interagere så meget med alle de mange lyttere, der følger med.
Derfor: Det er selvfølgelig tid til en vinterspecial af Overvurderet/Undervurderet, hvor formatet rydder sendefladen og overtager hele programmet. Det udvikler sig naturligvis til en højspændt udveksling af domme over en lang række ting, de to værter skal forholde sig til.
Lyt til afsnittet og få svar på om for eksempel Tesla er overvurderet eller undervurderet? Kan man adskille Elon Musk fra bilen? Er slidt tøj overvurderet eller undervurderet? Skal man gå hjem fra byen, altså helt bogstavelig talt, eller skal man lade være med at vandre flere kilometer, når man har drukket alkohol? Og hvad med golf? Snedkermøbler? Er det overvurderet eller undervurderet?
Værter: Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst
Producer: Mathias Frejdahl Marker

Feb 2, 2023 • 1h 10min
Med Adam Price
Det er ikke forkert at sige, at Adam Price er et af de mest folkelige mennesker i Danmark. Du kender ham som den madglade, smørelskende kogemand i programmet 'Spise med Price', hvor han nu på 15. sæson laver appetitligt tv-køkken med sin bror James Price. Brødrene har opnået så stor folkelig appel med det, at de nu også driver restauranterne Brdr. Price med stor succes.
Men der er også en anden side af Adam Price. Han er nemlig også en af hjernerne bag den internationale DR-serie 'Borgen', ligesom han står bag indtil flere produktioner for de store streamingtjenester. Adam Price skriver og spiser sig vej gennem livet, og den måde at indrette sig på kan kun aftvinge respekt.
I det nye afsnit af 'Arbejdstitel' bliver Adam Price sat stævne af de to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné på Adam Prices egen restaurant i Indre By – hvor ellers? Det udvikler sig til en god snak om optimale arbejdsbetingelser, kunsten at være en god madanmelder og nogle af de måltider, der skiller sig ud i hukommelsen.
Afsnittet rummer naturligvis også det faste format Overvurderet/Undervurderet, hvor emner som Amalfi-kysten, drikkepenge og B&O bliver vendt, drejet og selvfølgelig vurderet.

Jan 19, 2023 • 51min
Om alt det gode, der skal ske i 2023
’Arbejdstitel’ går ind i sin syvende sæson, og inden året for alvor sættes i gang, er det tid til at stoppe op og tale om, hvad 2023 egentlig skal bringe.
Derfor mødes Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné over en morgenmad på Sokkelund på Frederiksberg for at kaste alle idéer op i luften og blandt andet finde ud af, hvor programmet skal bæres hen, hvad der egentlig sker med den længeventede merchandise og om det er på tide, at ’Arbejdstitel’ går live.
De to værter skal også tale om noget af det, de holder allermest af: at rejse. For er der nogle rejsedestinationer – både udenlands og herhjemme –, der skal planlægges og sættes i kalenderen? Er tid til en tur til Skagen eller Odden? Trænger Aarhus til et genbesøg af ’Arbejdstitel’? Eller bliver 2023 året, hvor Kristoffer og Oliver endelig sætter deres fødder i Tokyo?
Det faste segment ’Overvurderet/Undervurderet’ fortsætter naturligvis også i den nye sæson, og denne gang står roomservice på hoteller, hårprodukter til mænd, Irma-posen, tørklæder og at tage slik med hjem fra udlandet til diskussion.

Dec 29, 2022 • 57min
Nytårsspecial med Søren Frank
Søren Frank er et omvandrende vin- og madleksikon, som i årevis blandt andet har skrevet restaurantanmeldelser, bøger, lavet podcast, og så har han faktisk også været chefredaktør for Euroman i 90’erne.
Han er med som gæst i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’, hvor han sammen med værterne Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné blandt andet taler om, hvilke tricks han bruger til at holde sin identitet hemmelig, når han skal besøge en restaurant for at anmelde den, hvordan han memorerer alle de retter, han spiser, og så fortæller Søren om den bedste bid mad, han har spist i år.
Og intet afsnit af ’Arbejdstitel’ uden det berømte segment Overvurderet/Undervurderet, hvor Apples høretelefoner med ledning, Peter Shire-kopper og at tage sit overtøj af i S-toget bliver sat til diskussion.


