

Genstart
DR
Husk at du kan lytte til Genstarts aktuelle episode – først i app’en DR Lyd.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
Episodes
Mentioned books

Dec 19, 2022 • 24min
En verden uden liv
Det, der adskiller jorden fra alle andre planeter i universet, er livet. Planterne, insekterne og dyrene. Men lige nu uddør de med en hastighed, vi aldrig har set før. Biodiversitetsforskere taler om en decideret masseuddøen, der både kan få konsekvenser for jorden og for menneskeheden. I de seneste uger har 200 lande været samlet til FNs biodiversitetskonference i Canada for at standse tabet af natur og vende det til fremgang. Men hvad bliver konsekvenserne, hvis ikke det lykkes? Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Københavns Universitets Sustainability Science Center, fortæller om tabet af natur.
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 16, 2022 • 25min
Skatter op, skatter ned
Topskatten har altid været et betændt emne, men nu har den nye regering meldt ud, at de vil give topskattelettelser til danskerne. For borgerlige er skatten udtryk for smålig misundelse og jantelov og for de røde er det lighed og retfærdighed. Hvorfor er det, at selv små topskattelettelser sætter følelserne i kog? Jakob Nielsen, chefredaktør på det politiske netmedie, Altinget fortæller om topskatten som ideologisk kampplads.
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 15, 2022 • 25min
Danmarkshistoriens største løftebrud
Han stolede ikke på hende. Han syntes faktisk, hun var decideret rædselsfuld. Gennem hele valgkampen har Jakob Ellemann svoret, at han aldrig ville gøre Mette Frederiksen til statsminister.
Men efter valget - hvor Venstre får en gedigen lussing af vælgerne - siger han pludselig noget andet. Og nu har han hjulpet Mette Frederiksen tilbage i Statsministerkontoret. Hvordan forklarer Jakob Ellemann sin kovending? Michael Kristiansen, politisk kommentator, fortæller om Ellemann og det, han kalder "Danmarkshistoriens største løftebrud".
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 14, 2022 • 25min
Noget at ruge over
En dansk mor med tvillinger må ikke adoptere sine børn. For de er født af en ukrainsk rugemor, som har fået betaling for det, og dét er ulovligt i Danmark. Diskussionen om rugemødre har længe sat sind og følelser i kog. På den ene side står en gruppe barnløse, der inderligt ønsker, at politikerne gør det lettere at bruge en rugemor. Og på den anden side finder man dem, der frygter, at det vil åbne for udnyttelse af rugemødre og handel med børn. Bør reglerne ændres? Ida Donkin, læge og medlem af Det Etiske Råd, fortæller om de etiske dilemmaer ved rugemoderskab.
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 13, 2022 • 27min
Fugl eller fjende?
Den er en stor grim glubsk fugl, der æder alle vores fisk, i hvert fald hvis du spørger dens kritikere. Skarven har længe været lagt for had, den har været jaget vildt, næsten udryddet undervejs. Siden 1981 har den været fredet, men stærke kræfter har svært ved at leve med den i den danske natur. De synes, at der er for mange af dem, og de truer fiskebestanden. Nu vil de have myndighederne til at gøre noget.
Naturformidler og fuglenørd, Sebastian Klein, fortæller, hvordan modstanden mod skarven skriver sig ind i en lang dansk tradition med at forsøge at regulere sig ud af al naturlighed, når naturen ikke gør, som vi vil.
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 12, 2022 • 22min
Højre om!
Et højreradikalt terrornetværk ville skabe det totale kaos - og angiveligt omstyrte det tyske demokrati. Flere af de anholdte er medlemmer af det højreekstreme Reichsbürger-miljø, men der er også tidligere soldater blandt de mistænkte. Det er langt fra første gang, at soldater i den tyske forbundshær bliver afsløret i at have tætte forbindelser til den ekstreme højrefløj. Hvor tætte forbindelser er der mellem forbundshæren og de tyske højreekstremister? Tysklandkorrespondent på Dagbladet Information, Mathias Sonne, opruller skandalerne i det tyske forsvar.
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 9, 2022 • 29min
Ritts regering
De plejede at være rivaler, men pludselig sidder venstrefolk og socialdemokrater skulder ved skulder i spejlsalen på Christiansborg. Ritt Bjerregaard, der selv var minister i Danmarks første SV-regering dengang, husker stemningen som god men samarbejdet som tiltagende tungt og trægt. Og selvom regeringen sidenhen ofte er blevet betegnet som en fiasko, så synes hun, det er fornuftigt, hvis Mette Frederiksen og Jakob Ellemann forsøger at gøre dem kunsten efter i dag. Ritt Bjerregaard om at ville magten og en mulig SV-regering.
Vært: Anna Ingrisch.
(Sendt første gang 9. december 2022).

Dec 8, 2022 • 25min
Skam dig!
Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius burde skamme sig. En af folketingets grønneste politikere har fløjet og kørt i taxa, selvom hun mener at fly og biltrafik smadrer kloden. Det afslører Frihedsbrevet. Debatten om politikerens klimaskadelige flyrejser har startet en heftig debat om hykleri, individuelt ansvar og skam. Men hvad er der egentlig galt i at føle klimaskam? Burde vi måske skamme os noget mere? Bioetiker, Mickey Gjerris, mener ikke, at vi skal være så bange for skammen.
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 7, 2022 • 23min
Et seriemordersamfund
En 40-årig familiefar kører rundt på sin motorcykel i Irans helligste by. Han samler en prostitueret kvinde op og kører hende hjem til sit, hvor han kvæler hende i hendes eget tørklæde.
Scenen stammer fra den dansk-iranske filminstruktør Ali Abbasis seneste film 'Holy Spider', der bygger på den virkelige historie om en iransk seriemorder, som slog 16 prostituerede kvinder ihjel. Ifølge ham selv for at rense gaderne for kvindernes moralske fordærv. Filmen har provokeret præstestyret og får premiere, imens tusindvis af iranere går på gaden og brænder deres tørklæder i protest. Filminstruktør Ali Abbasi fortæller om drab på Irans kvinder - i virkeligheden og på film.
Vært: Anna Ingrisch.

Dec 6, 2022 • 27min
Manden fra Moon
Den mystiske Moon-bevægelse har fået fornyet opmærksomhed. For det har vist sig, at den religiøse sekt har forbindelser til japanske top-politikere og dét har udløst en krise i japansk politik. Adskillige ministre er blevet fyret og regeringen er ved at falde helt fra hinanden. Bevægelsen er ellers mest kendt for sine gigantiske massebryllupper, hvor tusindvis af unge par bliver gift på kæmpestore stadions. Danske Martin Herbst har selv viet 18 år af sit liv til den religiøse sekt. Hvorfor blev han - og så mange andre mennesker verden over - draget af moon-bevægelsen? Det spørger Genstart ham om i dag.
Vært: Anna Ingrisch.