

Genstart
DR
Husk at du kan lytte til Genstarts aktuelle episode – først i app’en DR Lyd.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
Episodes
Mentioned books

Apr 19, 2024 • 24min
Mink for milliarder
Minkavlerne vil betales for mink, de aldrig har haft, for nedfrosne skind, de aldrig har solgt. For det særlige moondust skind, proteinfattige foder og hypotetiske avlstæver. Da minkerhvervet bliver lukket ned, estimerede man, at det havde krav på 19 milliarder kroner i erstatning. Men beløbet stiger milliard efter milliard, og i dag lyder statens regning på næsten 30 milliarder kroner. Da Zetlands journalist Theis Ehler Molin hører dét beløb, bliver han nysgerrig på, hvordan i alverden tallene kan blive ved med at stige. I dagens Genstart fortæller han hvordan minkavlerne har siddet med til bords i erstatningssagerne og stemt for at hæve erstatningerne. En ordning, som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, nu har sat foden ned overfor.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 16. april 2024.

Apr 18, 2024 • 25min
Falsk i dit feed
På dårligt engelsk fortæller tv-vært Mette Bluhme Rieck om et mirakuløst slankemiddel, der kan få dig til at tabe 19 kilo på få uger. Smilende forsikrer hun om kurens imponerende effekt, der bakkes op af utrolige før- og efterbilleder af hendes krop. Men hverken kroppen eller stemmen er Mettes, for hun har aldrig sagt ja til at medvirke i slankereklamen. Ligesom mange andre kendte danskere er hendes identitet blevet misbrugt i falske, manipulerede annoncer på Facebook i et gigantisk økonomisk scam. Reklamen bliver den første af mange annoncer med tv-værten, som ufrivilligt må se på, mens svindlerne gør hende til hovedperson i løgne og skandaler. I dagens Genstart fortæller Mette Bluhme Rieck, hvad der er på spil, når ens gode navn bliver brugt til at bedrage danskerne.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 15. april 2024.

Apr 17, 2024 • 24min
Af fjord er du kommet
Country-musik brager ud over rodeoridning og en oppustelig hoppeborg. Fra kassen kan der snuppes en "nejer" - Danmarks Demokraternes pendant til en bajer og et iskoldt nej tak til en CO2-afgift på landbruget. Sidste lørdag afholder Inger Støjberg sit famøse rally i Randers. Og bare 100 km syd derfra - på helt samme dag - flager sportsfiskere og klimaaktivister på halv. De holder begravelse for Vejle Fjord. Sammen med mindeord og jordpåkastelse, runger klapsalverne, når der peges på landbrugets kvælstofudledning som fjordens drabsmand. Adskilt af bare en times kørsel repræsenterer de to arrangementer hvert sit verdenshjørne i tidens mest betændte politiske spørgsmål: forhandlingerne om en CO2-afgift. I dagens Genstart fortæller journalist og redaktør på Altinget, Andreas Arp, om den åndelige forbindelse han ser mellem de to poler.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 14. april 2024.

Apr 16, 2024 • 27min
Beyoncés rodeo
Med et fast blik kigger Beyoncé direkte på beskueren, mens hun rider på en hvid hest med det amerikanske flag i hånden. Coveret på hendes nye plade, Country Carter, signalerer, at superstjernen ikke er bange for noget eller nogen. Hun vil bringe de afroamerikanske rødder tilbage i countrymusikken og tage ejerskab over genren. Gang på gang har Beyoncé ramt noget, som millioner af mennesker kan samles om: Feminisme, borgerrettigheder, queer-sagen og nu: Genfødslen af den amerikanske drøm. Men sår hun egentlig nye træer, eller plukker hun bare modne frugter og profiterer på det, en masse andre har kæmpet for før hende? Det spørger Genstart musikformidler Naya Buric om i dagens Genstart.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 12. april 2024.

Apr 15, 2024 • 25min
Det uforsvarlige forsvar
Fregatten Iver Huidtfeldt er på mission i det Røde Hav - og i sin første direkte konfrontation med fjenden, nedkæmper skibet fire droner fra Houthi-bevægelsen. Et slag, der bliver udlagt som en sejr for fregatten. Men så begynder nedmediet Olfie at kradse i overfladen, og lige dér, bag den succesfulde mission, gemmer sig en anden fortælling. Da fregatten bliver angrebet, opstår der nemlig alvorlige problemer, og besætningen er i potentiel fare. I dagens Genstart fortæller journalist og stifter af Olfie, Peter Ernstved Rasmussen, om succeshistorien, der afslører en ulden kultur i forsvaret - og ender med en fyret forsvarschef.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 11. april 2024.

Apr 14, 2024 • 27min
Mette på arbejde
Danskerne kan godt opgive drømmene om at arbejde mindre, for russerne går ikke hjem fra samlebåndet. Sådan slår statsminister Mette Frederiksen fast. Hun drømmer om en velfærdsstat, der er båret af pligtfølelse og høj arbejdsmoral. Her kan livet ikke altid være lystbetonet. Samtidigt vil statsministeren fjerne al kold kontrol i den varme velfærd. Styringsregimet skal falde og erstattes med... tillid. Men hvor er tilliden til velfærdsarbejderne, hvis DE vil arbejde mindre? Det spørger Genstart statsminister Mette Frederiksen om.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 10. april 2024.

Apr 12, 2024 • 26min
Den farligste rus
Pludselig fylder de gaderne med pilespidse pupiller, blege indsunkne kinder og dybe mørke rander under øjnene. Flere unge i Ribe ligner krumryggede zombier. For deres blod pumper med receptpligtige stoffer som tramadol, morfin og oxycontin. Smertestillende stoffer der i 90'erne blev præsenteret som ufarlige og ikke-vanedannende. Men nu slår danske retsmedicinere fast: Opioiderne er det farligste rusmiddel i Danmark. I dagens Genstart fortæller journalist Sille Ugelvig om at rejse tilbage til sin hjemby, hvor flere af hendes gamle venner fortæller om en hverdag med misbrug, overdoser og dødsfald i vennegruppen.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 9. april 2024.

Apr 11, 2024 • 27min
Uforklarlige hjernevrid
En skærende, høj lyd rammer trommehinden som en syl og en dundrende hovedpine farer gennem kraniet. I mere end ti år er amerikanske diplomater, højtstående embedsmænd og agenter af uforklarlige årsager blevet ramt af de samme symptomer. Nogle så kraftigt, at de har udviklet varige mén. Symptomerne har fået navnet Havana-syndromet og selv efter mere end 100 tilfælde, ved ingen - hvem eller hvad - der står bag. I mere end fem år, har journalister nu endevendt mysteriet, og en ny kortlægning peger på, at den russiske efterretningstjeneste GRU trækker i trådene. I dagens Genstart fortæller Ruslandskorrespondent Matilde Kimer om de usynlige hjernevrids russiske forbindelse.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 8. april 2024.

Apr 10, 2024 • 23min
Fanget mellem to generaler
Ved en turkisgrøn pool en varm morgen i Khartoum, kan danske Yvonne Pedersen pludselig lugte krudt. Udsendt for Læger Uden Grænser bliver hun pludselig trukket ind i krydsilden, da et gammelt sår i Sudan bryder op. Endnu en gang slås magtfulde mænd om kontrollen over det forarmede land - og befolkningen fanges i midten. Når elefanter slås, er det græsset der lider. I dag er det nordøstafrikanske land hjemsøgt af hungersnød og lovløshed og situationen betegnes som én af de værste humanitære katastrofer i verden. Yvonne Pedersen fortæller i dagens Genstart om sine oplevelser fra krigens begyndelse og hvordan det er hjælpeløst at følge katastrofen på afstand.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 7. april 2024.

Apr 9, 2024 • 24min
Klubben uden kvinder
De mest magtfulde mænd i Storbritanien kommer i den samme klub - og de vil ikke have kvinder med. I hjertet af London, skjult bag tykke, grå mure, ligger The Garrick Club. En 200 år gammel private-members club, der i sin lange historie, aldrig har tilladt kvinder på medlemslisten. Nu har den britiske avis The Guardian fundet den hemmelige liste og har valgt at afsløre samtlige navne. Siden har hoveder rullet. Højtstående medlemmer, der ellers prædiker diversitet, har efter mediestorme meldt sig ud, og sammen med DR korrespondent Tinne Hjersing Knudsen stiller vi spørgsmålet: Hvorfor vil The Garrick Club ikke have kvinder med i klubben?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 5. april 2024.


