

Genstart
DR
Husk at du kan lytte til Genstarts aktuelle episode – først i app’en DR Lyd.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
Episodes
Mentioned books

Dec 8, 2024 • 24min
Jerndamens morgenmad
Det siges (med lige dele bekymring og ærefrygt), at Kaja Kallas spiser russere til morgenmad. EU's nye udenrigschef er kendt som en høg, en kompromisløs Kreml-kritiker, og hun tror ikke på, at man på nogen måde kan forhandle fred med Putin. Søndag - samme dag som EU-kommissionen kunne begynde sit arbejde - begyndte den tidligere estiske premierminister i sit nye job. En post, der er mere magtfuld end nogensinde i et kritisk øjeblik for Europa. Men hendes kompromisløse linje har skabt bekymring i unionen. Så spørgsmålet er, hvor langt hendes magt rækker. Det svarer DR's EU-korrespondent Ole Ryborg på i dagens Genstart.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 4. december 2024.

Dec 6, 2024 • 22min
Et tilbud, vi ikke kan afslå
"Er døren låst?" spørger en nervøs, albansk mand, mens han får monteret et skjult kamera i skjorten. Han er på vej til at afsløre omfattende lønfusk på et offentligt, dansk milliardbyggeri - en afsløring, der skaber rystelser i cementblandingen gennem den danske byggebranche og helt frem til Christiansborg. Nu er 270 medarbejdere blevet sendt hjem fra tre store byggeprojekter. Det er langt fra første gang, at der er mere skandale end prestige over offentlige megaprojekter, og en helt særlig type udenlandsk leverandør kommer gang på gang med et tilbud, som vi ikke kan afslå. Genstart tager i dag med ekspert i økonomisk svindel ved Aalborg Universitet, Lars Krull, IC4-togene gennem metrobyggerierne, forbi supersygehusene og ender til sidst på en bro, hvor løn- og arbejdsvilkår er som i en by i Italien.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 3. december 2024.

Dec 5, 2024 • 26min
Hvidovre ligger i Spanien
Hun planlægger at genskabe Hvidovre i Spanien og Amalienborg Slot i Litauen. Når film- og tv-producer Meta Louise Foldager Søren skal planlægge filmoptagelser, bliver hun ofte nødt til at rykke dem til udlandet for at få del i den skatterabat eller støtteordning, som næsten alle andre europæiske lande tilbyder - undtagen Danmark. Men det bliver der lavet om på nu. For med en ny millionordning vil regeringen pumpe penge ind i film og tv-serier, der bliver produceret i Danmark. En ordning, der samtidig skal fungere som redningskrans til en branche, der efter et sammensurium af kriser er tvunget i knæ. Men er det nok til at redde filmbranchen? Meta Louise Foldager Sørensen, producer og CEO i produktionsselskaberne Meta Film og SAM Productions, fortæller i dagens udsendelse om dansk films vilde optur og benhårde nedtur.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 2. december 2024.

Dec 4, 2024 • 23min
Løftede øjenbryn
Rynken på næsen og løftede øjenbryn betyder ikke det samme for en person med grønlandsk baggrund, som det gør for en med dansk. Men når en dansk kommune skal afgøre, om et barn skal tvangsfjernes, kan de benytte de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser, som tager udgangspunkt i danske og vestlige måder at udtrykke sig og være forældre på.
Det har været kritiseret i årevis af eksperter og organisationer. Men det er en nylig, mediedækket sag om tvangsfjernelsen af et barn af en grønlandsk mor, der har genantændt bålet. Aktivist Tina Naamansen fortæller i dag om nonverbal kommunikation og fordomme mod grønlandske forældre. Genstart spørger, hvorvidt det danske system overser afgørende kulturforskelle i mødet med grønlandske medborgere.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 1. december 2024.

Dec 3, 2024 • 26min
Hooligangs
Mere end 20 sortklædte Brøndby fans løber ned langs banen på Brøndby Stadion. De fleste er iklædt sort tøj og baklavaer-masker, der kun lige tillader øjnene at se ud. De har ét mål for øje. De vil i kødet på FCK's tilhængere på den modsatte udebanetribune. Romerlys og kasteskyts flyver igennem luften. Familier og børn søger tilflugt længere oppe på tribunen, inden politiet stormer ind på banen og får det stoppet. Episoden til det seneste derby mellem Brøndby og FCK er bare et ud af mange eksempler på, hvordan en gruppe voldelige fodboldfans tager fokus fra bolden. Blandt andet fordi medlemmer af rockerklubber skifter vest og rygmærke ud med brøndbytrøjer. Bare i løbet af efteråret har Brøndby fans totalt smadret en bodega, angrebet klubbens egne frivillige og plyndret en 7-Eleven. Så er en mindre gruppe rockerrelaterede Brøndby fans i gang med at smadre en hel fodboldkultur? Det spørger vi journalist på Ekstrabladet Maya Westander om.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 29. november 2024.

Dec 2, 2024 • 24min
Sidste rundtenom
Det er kun makrel i tomat, der overskygger den svedige ost som det allerværste pålæg i madpakken. Den er næsten uacceptabel at have med i tasken. Men nu skal det være slut med de lunkne rugbrødsmadder, for efter årtiers diskussion er skolemad kommet på finansloven. Tanken er, at det skal sikre god ernæring og dermed bedre livskvalitet for alle børn. Men også at fællesskabet i klassen bliver bedre, hvis alle får serveret samme lune ret. Men det gode fællesskab kommer ikke automatisk med en nye skolemadsordning, mener sociolog og forsker ved Western Norway University of Applied Sciences, Sidse Schouby Andersen. I dagens Genstart fortæller hun om det ideelle 12-frikvarter.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 28. november 2024.

Dec 1, 2024 • 22min
I Ouagadougou taler de russisk
I en landsby i det nordlige Burkina Faso perler sveden af beboerne. De løfter skovl efter skovl med tung, tør jord væk fra et flere meter dybt hul. Et forsvarsværn, der skal sikre dem mod de jihadistiske grupper, der raserer landet. Men midt i gravearbejdet, bliver de afbrudt. Snart har det dødeligste angreb i landets historie forvandlet værnet til en massegrav. De seneste ti år har jihadister inficeret den vestafrikanske Sahel-region som en genstridig syge. De har tusindvis af civile drab på samvittigheden og over to millioner burkinere har måtte flygte fra deres hjem. Men måske er der en kur. Russerne tilbyder nemlig deres hjælp og dén har den burkinske militærjunta taget imod. I dagens Genstart fortæller antropolog Helle Samuelsen om livet i Burkina Faso og den russiske forbindelse, som landet nu satser på, skal redde dem fra jihadisternes terror.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 27. november 2024.

Nov 29, 2024 • 23min
Miss MAGA
For første gang nogensinde bliver det glitrende Miss Universe-diadem nænsomt placeret på hovedet af blonde, danske slangekrøller. 21-årige Victoria Kjær Theilvigs perfekte symmetriske ansigt og lange, svirpende vipper går verden rundt. Midt i sejrsrusen tyer Donalds Trumps faste entourage til tasterne. Donald Trump Jr., tech-milliardæren Elon Musk og en række højrefløjsbloggere tilskriver Miss Universe-sejren en 'Trump-effekt'. De kalder den et ultimativt slag mod woke: En triumf for den biologiske kvindes traditionelle skønhed. I dagens Genstart fortæller redaktionschef på kulturen hos Berlingske, Birgitte Borup, om den internationale skønhedskonkurrence, der i årevis var ejet af Donald Trump selv, og nu er blevet en kulturpolitisk krigszone.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 26. november 2024.

Nov 28, 2024 • 26min
En kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe opgave
Kæmpe, kæmpe, kæmpe... Intet mindre end syv gange bruger Jeppe Bruus, ministeren for den grønne trepart, ordet 'kæmpe' om den opgave, der nu skal føres ud i livet. Hvis altså træer skal plantes, hvor der i dag er marker og hvis fisk igen skal svømme, i de fjorde, der i dag gisper efter luft. For én ting er, at et bredt politisk flertal, efter hårde armlægninger og kompromisser, er blevet enige om en plan på papiret. Noget andet er, hvad det kræver at føre den ud i livet. Er det overhovedet muligt? Vi spørger klimaredaktøren på Politiken, Magnus Bredsdorff.
Program publiceret i DR Lyd d. 25. november 2024.

Nov 27, 2024 • 22min
Svindlet af Christian fra banken
En morgen får Anna Thygesen et opkald fra svindelafdelingen i hendes bank. Hendes bankkonto er blevet hacket, og svindlerne er ved at overføre et stort beløb til en hollandsk konto. Nu skal de stoppes. Anna Thygesen samarbejder med banken og følger deres instruktioner. Hun to-trins-godkender med sit Mit-ID, sletter Mobilepay og netbank fra sin telefon og føler sig godt behandlet og i trygge hænder. Men efter tre dage går det op for hende, at det ikke er hendes bank, hun har talt med. Kriminelle svindlere har derimod lænset hendes konti for penge. Flere bliver udsat for økonomisk it-kriminalitet, og det efterlader ofrene med følelser af skyld og skam. Hvad gør det ved én at blive svindlet? Det spørger vi Anna Thygesen, ejer af WeDoCommunication, om i dagens udsendelse.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 24. november 2024.


