

Radio Information
Dagbladet Information
Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Rasmus Bo Sørensen får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.
Episodes
Mentioned books

Nov 22, 2021 • 46min
Langsomme samtaler: Vi skal give magten til almindelige mennesker, mener Hélène Landemore
Den politiske filosof Hélène Landemore forklarer i denne langsomme samtale, hvorfor det repræsentative demokrati er udemokratisk, og hun fremlægger sin plan for at skabe et virkeligt demokrati, hvor almindelige mennesker gennem nye institutioner kan tage magten

Nov 19, 2021 • 37min
Atomkraftens europæiske renæssance
Nu skal vi til at lære at elske atomkraften. Det mener den franske præsident, og noget tyder på, at EU er med på tanken om, at A-kraft skal omdefineres og dele gruppen af bæredygtige eneirgikilder med sol og vind. Atomkraft har fået et comeback i Europa, og Frankrig går forrest med etableringen af seks spritnye atomkraftværker. Tore Keller fortæller. Og du kan glæde dig til en ny serie i avisen, som starter på mandag. Du kan allerede skrive dig og op og følge den på mail nu.
Det bliver næppe A-kraft, som de nye byråd vil ty til, når landets kommuner skal tackle klimakrisen, men en stor del af byrådsmedlemmerne, blev stemt ind på et grønt mandat. I hvert fald viser en meningsmåling, at klimaet var afgørende for en god del af vælgernes krydser ved det netop overståede kommunalvalg. Det har Rune Lykkeberg optur over.
Og så skal vi tale om en længe ventet film – i hvert fald for vores filmredaktør og übernørd, Christian Monggaard. Ghostbusters: Afterlife har netop haft premiere, og den trak saltvand hos den gamle nostalgier. Men han lover, at det også er stor filmkunst for alle os andre. Hør det rørende indslag før din (afdøde) nabo!

Nov 12, 2021 • 43min
Radio Information: By & Havn, Georg Brandes, COP26
Er du begejstret for at kunne straffe socialdemokraterne, uden at du dermed risikerer at give de borgerlige magten? Eller ryster du liiidt i buskerne over, at det ikke længere er helt gratis at stemme yderst til venstre, fordi Enhedslisten denne gang kan ende med at få overborgmesterposten? Rune Lykkeberg har en optur over, at det står til et blive en rød vs. rød-fejde i København på onsdag.
Og vi bliver ved valgkampen i KBH – ja, undskyld, men det er altså så spændende og principelle temaer, der denne gang er på bordet i hovedstaden, at resten af landet må sidde over en omgang. For en række af de mest splittende temaer har en fælles hovedperson: By & Havn. Er selskabet en ulykke eller en genial – ja, nærmst socialistisk opfindelse? Rød og rød strides. Sebastian Gjerding finder hoved og hale.
Og så har vores litteraturredaktør kastet sig ud i noget vildt. Han har nemlig besluttet, at opdatere det greb som Georg Brandes foretog da han 3. november 1871 afholdt forelæsningen ’Hovedstrømninger i det 19. århundredes europæiske litteratur’. Her 150 år efter vil Peter Nielsen, i en række essays at genopføre det i en aktuel kontekst – nu med blik for de seneste 60 års litteratur. Hør hvorfor.
Sidst, men ikke mindst er Tore Keller igennem på en forbindelse fra i Glasgow. Cop26 er slut, men hvad vil klimakonferencen og hvad vil den blive husket for? Ja, næppe så meget selve aftale teksten, men nærmere alle de tiltag, løfter og alliancer der blev skabt rundt omkring.
Lyt med!

Nov 10, 2021 • 38min
Langsomme samtaler: For Erik Nakkerud er klimaangst et dårligt ord, for problemet er ikke inde i det enkelte menneske
De unge, som siger, de på grund af klimaforandringer ikke vil have børn, sender ifølge den norske klimapsykolog Erik Nakkerud et politisk signal til omverdenen: De går i en slags fødselsstrejke. Det forklarer han i denne langsomme samtale om klimaforandringer, aktivisme og om hvad man skal stille op med sin sorg og frustration

Nov 5, 2021 • 41min
Radio Information: COP26, Kim Leine og mink-sms’er
Cop26 ruller. Statslederne er trillet hjem,men nu begynder det hårde arbejde – blandt andet med at få penge på bordet. Jørgen Steen Nielsen gør statur efter første fase af FN’s klimatopmøde.
Og Rune Lykkeberg – der jo får sin hyre for at finde opturen selv de sorteste steder – har en optur over, hvad der alligevel sker når man tvinger en masse mennesker sammen i et konferencecenter.
Og så udkom sidste del af Kim Leines grønlandstriologi, Efter Åndemaneren. Den er ikke alene en milepæl i dansk litteratur, den udgør også et kapital i dansk kolonihistorieskrivning. Erik Skyum-Nielsen har læst den grundigt og besøger mig i studiet.
Og så er der jo sagen om de slettede sms’er. Statsministeren har forklaret sig, men det lukkede ikke sagen. Laura Friis Wang udlægger teksten.

Nov 3, 2021 • 45min
Langsomme samtaler med Julia Cagé: »De fattige betaler for riges politiske præferencer«
Vores demokratier er blevet overtaget af dem med de højeste indkomster, fortæller den franske stjerneøkonom Julia Cagé i denne langsomme samtale. Hun har også en plan for, hvordan vi kan vinder demokratiet tilbage.

Oct 30, 2021 • 40min
Støjbergs Instruks: Hjemme i sin bogreol gemte en embedsmand et notat, som ikke ligefrem støtter Støjberg
På vej ind i saunaen i sit svenske fritidshus er Ulrik Dahlin faldet i bæltet til sin badekåbe og har slået sit ene lår så læsterligt, at han har måttet blive hjemme i sofaen og ikke har kunnet følge denne uges afhøringer i rigsretten. Men det skal ikke forhindre podcasten ’Støjbergs instruks’ i at ramme din foretrukne afspiller.
Over en Skype-forbindelse orienterer Anton Geist sin hårdt ramte makker om begivenhederne i rigsretten, og sammen diskuterer og analyserer de udviklingen.
Blandt andet taler de i denne episode om juristen Margit Sander Rasmussen fra Udlændingestyrelsen. Hun hører til dem, der mener, at Udlændingestyrelsen tilbage i februar 2016 fik en ulovlig ordre om adskillelse af asylpar, og i sommeren 2017 skrev hun sin version af sagen ned i et notat.
Margit Sander Rasmussen printede en kopi af notatet, slettede den elektroniske version på sin computer og tog printet med hjem, hvor hun gemte det i sin bogreol. Så kunne hun finde det frem, hvis sagen på et tidspunkt skulle eksplodere.

Oct 29, 2021 • 51min
Radio Information: Giften i Grindsted
Der er imponerende børneskuespillere, ambitiøst filmfotografi og knugende musik i Skyggen i mit øje, der fortæller den vigtige, men fortiede historie om RAF’s fejlbombning af Jeanne d’Arc-skolen i 1945, skriver Anita Brask Rasmussen i sin anmeldelse. Der er også tung symbolik, kunstig dialog og påtaget nuancering, men det er hun villig til at tilgive instruktør Ole Bornedal. Hør hvorfor.
Og så skal vi tale om en stadig mere betændt sag i Region Sydanmark. Informations læsere har de seneste uger kunne følge med i afdækningen af det forløb, der ledte op til, at politikeren i 2020 mente, på baggrund af en undersøgelse af fremkomsten af en række sygdomme i byen, at kunne konkludere, at det var sikkert at bo i Grindsted, hvor Grindstedværket fra 1924 til 1976 stod bag en af danmarkshistoriens værste forureninger med sundhedsskadelige kemikalier.
Det kunne man bare ikke konkludere på baggrund af undersøgelsen, indvendte forskerne bag og blev bakket op af uafhængige eksperter. Og nu viser det sig også, at regionen havde usædvanlig meget at skulle have sagt under udarbejdelsen af undersøgelsen.
Følg serien her.
Og så har chefredaktøren en optur over, at det lykkedes for en australsk komiker med hjælp fra et par truede/nuttede dyr at omvende Australiens klimaskeptiske premierminister, Scott Morrison, der nu sætter mål om at opnå netto-nuludledninger af drivhusgasser inden 2050.

Oct 27, 2021 • 46min
Langsomme Samtaler: Lea Ypis fantastiske historie om barndommen i det socialistiske Albanien som et familiedrama og frihedskamp
Den politiske filosof Lea Ypi fortæller i denne samtale med Rune Lykkeberg om, hvordan hun har oplevet socialismens og liberalismens fallit. Hvordan hun tror på, at alle stræber efter samme frihed og hvorfor hun i dag underviser i socialisme.

Oct 22, 2021 • 42min
Radio Information: Forsyningskrisen, tidens bedste tv-serie og optur over en togtur
Det kan være svært at holde styr på alle de kriser, verden har rodet sig ud i de senere år – og nu skal vi gudhjælpemig til at lære navnet at kende på endnu én: forsyningskrisen.
Bedst som verden er på vej ud af corona-lammelsen, har et kaotisk sammenfald af mere eller mindre tilfældige hændelser ramt den globale økonomi og skabt kaos, priseksplosioner, forstoppelse og mangelsituationer på kryds og tværs. Jørgen Steen Nielsen gæster programmet for at udlægge krisens årsager og virkninger – herunder hvad den kan betyde for den grønne omstilling.
Og så kigger vores allesammens åndelige tv-serie-vejleder Lone Nikolajsen forbi. Hun har netop udstået kulturredaktionens månedlange selvpålagte karantæne fra amerikansk kultur, og har den seneste uge dulmet sine abstinenser med at pløje sig igennem tredje sæson af den populære amerikanske tv-serie Succession.
I ved dén, hvor arvingerne til en rig mediemogul kæmper om at overtage farmands tv-imperium OG titlen som seriens absolut største røvhul. Men hvorfor er det egentlig så fascinerende at følge med i den økonomiske elites personlige og moralske fallit? Det taler jeg med Lone Nikolajsen om.
Og endelig har jeg chefredaktør Rune Lykkeberg igennem fra Paris med en ... ja, transportbaseret optur, kan man vel kalde det. Han har nemlig taget toget derned – og det har han ikke fortrudt. For når man triller stille gennem Europa i tog, ser man faktisk den afstand, man tilbagelægger, og får dermed en fornemmelse af livet, som det leves i mellemrummene mellem de store metropoler. I den virkelighed, vi plejer at flyve hastigt henover.
At det så også pynter på ens personlige CO2-regnskab, er bare en ekstra grund til at indløse billet.
På det gamle bumletog, vi kalder Radio Information, holder jeres faste lokomotivfører Anna von Sperling en velfortjent ferie, og i stedet har jeg, Rasmus Bo, sat mig til rette i styrehuset. Fut, fut – og velkommen til.


