

Radio Information
Dagbladet Information
Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Rasmus Bo Sørensen får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.
Episodes
Mentioned books

Dec 16, 2022 • 42min
En regering for de rørige og produktive
Danmark har fået ny regering med et regeringsgrundlag som chefredaktør Rune Lykkeberg i torsdagens leder opsummerer som: »Et festskrift for det produktive Danmark.« Han fortsætter: »Regeringen viser mod, når det handler om at fjerne fritid, øge produktiviteten, belønne de produktive og skabe større afstand til de uproduktive. Men når det kommer til den grønne omstilling, fortsætter regeringen desværre den ekstraordinære særbehandling af landbruget.« Han er i studiet og uddyber.
Politisk analytiker Lars Trier Mogensen er her også til en snak om magtbalancerne mellem de tre partier, for det nye ministerhold er kronen på værket i det mesterstykke, som regeringsdannelsen har været for den socialdemokratiske leder. Mette Frederiksen har nemlig stadig fuld kontrol med alt, hvad der for alvor betyder noget på Slotsholmen.
Og så skal vi tale om, hvad den nye regerings planlagte reformer kommer til at betyde for uligheden i Danmark. Journalist Louise Drivsholm har talt med en række økonomer, der alle peger på, at kombinationen af den annoncerede politik på skatte-, uddannelse,- og pensionsområdet vil få den famøse Gini-koefficient til at stige.

Dec 9, 2022 • 59min
Podcast: Tysk politiaktion, færøsk valg og en kommende dansk regering
Et sted i Atlanterhavet, godt 1600 kilometer fra København, ligger 18 små øer, der tilsammen går under navnet: Færøerne. Landet er kendt som den mest reaktionære del af Rigsfællesskabet, men måske er der forandringer på vej i det ellers så konservative fiskersamfund. I denne uge gik færingerne til valg, og valgkampen har blandt andet budt på politiske diskussioner om homo- og queer-rettigheder, om kvinders ret til fri abort og så, selvfølgelig … om fisk. Louise Schou Drivsholm har besøgt det lille land mod nord og kigger forbi for at gøre os klogere på udviklingen deroppe.
Vi skal også nå en tur omkring dansk politik. For tidligere i denne uge valgte SF at forlade regeringsforhandlingerne på Marienborg efter godt en måneds sonderinger. Balancerne var væk, forklarede partiformand Pia Olesen Dyhr, og det hele var begyndt at blive »lidt for blåt«. Alt peger nu i retning af en kommende SV-regering – et fornuftsægteskab, der ifølge politisk kommentator Lars Trier Mogensen vil gøre Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen til Danmarks nye »løftebrudepar«.
Endelig kigger også chefredaktør Rune Lykkeberg forbi til en optur over de støttedemonstationer til fordel for det iranske oprør, som finder sted rundt om i verden. Demonstrationerne er, mener han, med til at skabe et bånd – eller en slags åndelig genforening – mellem de eksiliranere, der har måttet forlade deres land, på den ene side, og alle de iranere, der stadig befinder sig i Iran, på den anden.
Men vi begynder et helt fjerde sted, nemlig i Berlin hos tysklandskorrespondent Mathias Sonne, der har skrevet om ugens ubetinget mest dramatiske begivenhed. Den fandt sted onsdag, da 3.000 tyske betjente i en stort anlagt politiaktion gennemsøgte og anholdt godt 25 medlemmer af et højreradikalt netværk med fremskredne planer om – kort og godt – at omstyrte den demokratiske orden i Tyskland.

Dec 2, 2022 • 45min
Protester i Kina, en krænkende julekalender og en taltung optur
Ikke siden demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 har man kunnet se så omfattende protester i Kina som dem, der de seneste dage har præget landet. I storbyer som Shanghai, Wuhan og Beijing er demonstranter gået på gaden for at vise deres utilfredshed med styrets strenge coronapolitik og den censur, som forbyder dem at kritisere den. Nogle holder blanke skilte op over hovedet som en symbolsk protest mod alt det, de ikke har lov til at sige. Andre har kastet al forsigtighed over bord og råber smædeord mod lederen af kommunistpartiet, Xi Jinping, som de kræver afsat. Den slags kritik er helt uhørt i kinesisk sammenhæng, og myndighederne har da også slået hårdt ned på uroen. Men hvor farlige er demonstrationerne for det kinesiske styre? Og kan de ende med at føre til faktiske ændringer i det kinesiske samfund? Udlandsredaktør og kinakender Lene Winther kigger forbi.
Og så er det jo blevet december og dermed også sæson for årets tv-julekalendere. TV 2 havde egentlig planlagt at genudsende Alletiders julemand, der første gang løb over skærmen i 1997, men i sidste øjeblik har tv-stationen besluttet, at tredje sæson i serien om hip hop-nissen Pyrus ikke længere er tidssvarende, og de har fjernet den fra både programplanen og deres egen streamingtjeneste.
»Alletiders julemand indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås af især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst,« lyder forklaringen fra den konstituerede fiktionschef på TV 2, Mette Nelund.
Men er beslutningen om helt at gemme julekalenderen væk den rigtige? Eller er der andre måder at forholde sig kritisk til sit eget bagkatalog på? Det taler jeg med kulturjournalist Anita Brask Rasmussen om – som også har set de to nye julekalendere, der faktisk bliver vist på tv i år. Og dem skal vi selvfølgelig også tale om.
Og endelig kigger chefredaktør Rune Lykkeberg forbi med en ordentlig stak papirer. I de papirer står en masse tal, og i de tal gemmer der sig en optur. Hvad den optur handler om – ja, det må I lytte med for at blive klogere på.

Nov 25, 2022 • 48min
Vi siger farvel til rød-grøn alliance og prøver at forstå hooliganismen
Onsdag sluttede en epoke i dansk politik. Den rød-grønne alliance er fortid. Kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) er begyndt på en frisk sammen med de syv andre partier, som har tilkendegivet, at de ønsker et regeringssamarbejde fra Socialdemokratiet og ind i blå blok. Og det inkluderer ikke Enhedslisten og Alternativet. Lars Trier Mogensen udlægger den seneste udvikling.
Og så skal vi tale om vold og fodbold. I forsommeren blev en 29-årig dansk hooligan dømt for overgreb mod den teenagegruppe, han selv havde ledet. Sagen var ikke kun opsigtsvækkende på grund af dens omfang: Den gav også et sjældent indblik i hooliganmiljøets hierarki og normer. Et miljø, som er blevet stadigt mere voldsomt og brutalt i Danmark gennem det seneste halve år. Ida Nyegård Espersen har undersøgt tendensen.
Rune Lykkeberg er her også. Til en optur over Informations læsere. Og til at levere en tanke eller to om alt det uden for banen, der i ugen er sket i Qatar. For er vi er lige nu vidne til endnu et privilegrietab til de gamle kolonimagter?

Nov 18, 2022 • 46min
COP’en halter, og VM boykottes
I årenes løb er FN’s såkaldte Conference of the Parties eller COP blevet afholdt i byer over hele verden – og omgivelserne og omstændighederne har hver gang haft en betydning. For forhandlingerne og for resultatet. Sådan kan det meget vel også gå i år. Jeg taler med en af vores udsendte til Sharm el-Sheikh, Tore Keller, om det klimatopmøde, der gerne skulle ende med en tekst i denne weekend.
Vi taler også om litteraturpriser. Om en, der fik en, Solvej Balle, der i starten af måneden modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Det var samme dag, som der var folketingsvalg, og vi fik derfor ikke snakket om hende her. Heldigvis udkommer den 18. november fjerde bind af monsterværket Udregning af rumfang. Litteraturanmelder Lone Nikolajsen hylder.
Og så skal vi tale om nogle andre, der ikke kan modtage priser for dansk litteratur, fordi de ikke er danske nok – for eksempel fordi de ikke i første omgang har skrevet bogen på dansk. Vi må have en bredere definition af, hvad dansk litteratur er, siger Lone Nikolajsen.
Rune Lykkeberg er også forbi. Denne gang med en optur over, at det ikke løb løbsk, da et missil i denne uge ramte en landsby i Polen og dræbte to mennesker.
Og når jeg nu har ham, vil jeg gerne vide, hvorfor Information har besluttet sig for ikke at skrive en eneste linje om det VM, der i denne weekend går i gang i Qatar.

Nov 11, 2022 • 37min
COP27, midtvejsvalget i USA og sex på tv
Det er kun et år siden sidste gang — COP26 i Glasgow — men på en måde føles det som en helt anden verden, hvori politikere og embedsmænd i disse dage skal diskutere klodens klimafremtid.
COP27 er i gang i Egypten og for første gang er spørgsmålet om klimaretfærdighed på den offiielle dagsorden. Men hvad tror vores mangeårige klimajournalist, Jørgen Steen Nielsen, at vi kan forvente?
Midtvejsvalget er overstået. Og det er det med en vis lettelse. For chefredaktør Rune Lykkeberg er der med resultatet blevet sat en slags grænse for vanviddet. »Trump er nu afsløret som en trussel ikke bare mod kloden og Amerika«, skriver han i en leder, men »også mod dem, som skulle bære ham frem«. Rune Lykkeberg er i studier og uddyber, hvad han mener.
Og så skal vi tale om sex – det gør vi alt for lidt i Radio Information. Et nyt program på DR gør det til gengæld utrolig godt. Vores anmelder Rebekka Bundgaard har set ’Sex med P3’ og er begejstret. Også for at DR faktisk kan lave nyt indhold med indhold til en ny generation.
»DR har mødt kritik for at fokusere på at skabe indhold, der egner sig til at blive promoveret på YouTube, og for at producere for kort og for hurtigt som led i deres digitaliseringsplan. Men her er altså et eksempel på, at digitaliseringen rammer plet med et kort format – et møde med de unge på den rette platform.«
Og hey, fik jeg sagt, at det handler om sex?

Nov 7, 2022 • 23min
Information går til valg: En advokatvurdering er rykket helt ind i centrum af dansk politik
Der er opstået en fortælling om, at en uafhængig advokatvurdering vil kunne levere den endegyldige afklaring på, om Mette Frederiksen har brudt ministeransvarlighedsloven og derfor kan dømmes i en eventuel rigsretssag. Og nu ser kravet om en advokatvurdering ud til potentielt at kunne blokere for en regering hen over midten i dansk politik.
Men der er grund til at være skeptisk over for fortællingen om en særligt autoritativ vurdering leveret af uvildige advokater. Det mener i hvert fald Anton Geist, som diskuterer emnet med Rune Lykkeberg i denne sidste udgave af Informations valgpodcast.

Nov 4, 2022 • 41min
De Radikale, arbejdsudbuddet og en optur over valget
Denne uges Radio Information er en valgspecial. Hør om formandsskiftet hos De Radikale, om den megen snak om arbejdsudbuddet, som økonomer kalder forfejlet, og om hvor Rune Lykkeberg – med et par forbehold – har optur over valget.

Nov 3, 2022 • 23min
Information går til valg: Blå-lilla blok fik flest stemmer, men rød blok fik flest mandater
Det lyder som amerikanske tilstande, men det er skam Danmark, der er tale om: Blå blok fik sammen med Moderaterne flest stemmer ved folketingsvalget, og alligevel var det rød blok, der vandt valget.
I denne episode forklarer Informations politiske analytiker, Lars Trier Mogensen, hvad der er sket. Og han og Anton Geist taler om, hvilken betydning det kan få for regeringsdannelsen.
Desuden vender d’herrer en meget omtalt agurk, der stikker ud af inderlommen på Magnus Heunicke på forsiden af dagens udgave af Information.

Nov 2, 2022 • 21min
Information går til valg: Valget viste, at danskerne bakker op om magtudøvelsen
Resultatet af tirsdagens folketingsvalg er en entydig sejr til Mette Frederiksen, der har sikret socialdemokraterne det højeste antal mandater i over 20 år. Og hendes forgænger som statsminister, Lars Løkke Rasmussen, må siges at være valgets anden sejrsherre.
Med andre ord ser det ikke ud til, at de blå partier har haft held med deres kampagne imod Mette Frederiksen, som de har beskyldt for magtfuldkommenhed. Tværtimod har vælgerne bakket op om magtudøvelsen, vurderer Rune Lykkeberg og Anton Geist i Informations valgpodcast.


