Da flere oprør brød ud i Europa i 1848, krævede den nationalliberale politiker Orla Lehmann og hans ligesindede en fri forfatning. Under truslen om at ty til ”fortvivlelsens selvhjælp” fik de gennemtrumfet deres ønsker om enevældens afskaffelse og en fri forfatning.
Men da arbejdet med grundloven skulle begynde, var de nationalliberales løfter til deres politiske allierede om almindelig valgret forduftet. For man kan da ikke give den uoplyste pøbel politisk medbestemmelse, kan man?
