Den amerikanske venstrefløjs nye håb, inklusionens historie, og kunsten at koge en bjørn

I ugens Radio Information tegner vi et portræt af den amerikanske venstrefløjs nye håb, Zohran Mamdani. Vi bliver også klogere på, hvorfor inklusion på ti år er gået fra ideal til politisk tabersag. Og så anmelder vi en fremragende, ny svensk krimiserie, ’At koge bjørn’. ---

Med al sandsynlighed bliver Zohran Mamdani, en 34-årig muslim og erklæret socialist, i næste uge valgt som New Yorks næste borgmester. Endda på et tidspunkt, hvor Det Demokratiske Parti er historisk upopulært, styret af fokusgruppeundersøgelse og rige donorer, bange for deres egne ideer. Mamdani er noget andet, og mange i hans nærhed er allerede begyndt at tale om ’Obama-vibes’. Mathias Sindberg og Rune Lykkeberg gør os klogere på den progressive venstrefløjs nye håb i New York.

I debatten om uro i klasselokalet, uregerlige elever og en folkeskole i krise, er inklusion blevet udråbt til en af hovedskurkene. For bare ti år siden var alle ellers enige om, at børn med særlige behov så vidt muligt skulle undervises sammen med deres kammerater. Men nu er det gamle ideal blevet en ny tids politiske tabersag. Louise Schou Drivsholm fortæller historien om, hvorfor det gik galt.

Og så til spørgsmålet: Hvor meget man egentlig kan lære om menneskers forskellighed ved at lade dem koge en bjørn sammen? En hel del viser det sig, hvis man ser den svenske krimiserie At koge bjørn, baseret på Mikael Niemis roman af samme navn. Serien beskriver nybyggernes indtrængen på samernes områder i 1800-tallet – og alt det onde, vi retfærdiggør i civilisationens og fremskridtets navn. Anita Brask Rasmussen anmelder.